Mere disneyficering, tak!

For nylig bemærkede jeg en plakat, der reklamerede for Bellahøj Kræmmermarked, der løber af stabelen i denne weekend. Blandt de underholdende indslag var Gurli Gris.

Jeg forestiller mig, at der ved sådan en begivenhed bliver spist pænt mange pølser, men det er nok de færreste forældre, der fortæller deres små poder, at det kunne være Gurli eller hendes familie, der er blevet dræbt, hakket, grillet og serveret med sennep og ketchup. Eller for den sags skyld selv skænker det en tanke. Ganske som mange ved juletid glæder sig over endnu et gensyn med Disneys juleshow og bl.a. morer sig over Anders Ands genvordigheder i sneen – alt imens en af hans artsfæller står i ovnen.

Hvis nogen skulle få den tanke, at der er noget paradoksalt i dette, vil vedkommende sandsynligvis blive beskyldt for ’disneyficering’. Det er sådan noget med at overføre de varme følelser, som nuttede tegnefilmsfigurer fremkalder, på virkelige dyr.

Men hvorfor er det nu forkert? Godt nok går rigtige ænder ikke i matrostøj og fører ikke sneboldkamp mod deres nevøer, men det er vel ikke det, der er afgørende for, hvordan vi skal forholde os til dem? Helt basale livsytringer som glæde og frygt, velbehag og smerte er noget vi deler med både ænder og grise, og hvis Anders And eller Gurli Gris vækker vores medfølelse, er der intet verdensfjernt i også at lade den omfatte deres virkelige artsfæller. Tværtimod er det udtryk for en dyb afstumpethed, hvis ikke man gør det. Så lad os endelig få mere disneyficering, tak.