Minkavl bør under ingen omstændigheder tillades
Statens Serum Institut har fremlagt sin opdaterede vurdering af sundhedsrisikoen ved at genoptage minkavl i Danmark. Konklusionen er, at risikoen for, at en ny virusvariant opstår med udgangspunkt i dansk minkavl er begrænset, men at konsekvensen – hvis det sker – til gengæld kan være alvorlig og ”globalt omfatte nedsat infektions-, sygdoms- og epidemikontrol via vacciner”, som det beskrives i vurderingen:
https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2022/ny-mink-risikovurdering-fra-ssi
Konklusionen minder om noget, man typisk hører om atomkraft: Risikoen for en ulykke er begrænset, men skulle det ske, er konsekvenserne til gengæld alvorlige. Der er dog en afgørende forskel på minkavl og atomkraft: Det, der kommer ud af et atomkraftværk, er varme og strøm, noget, som de fleste immervæk vil mene er en god ting at have – og i øvrigt noget, som vi også kan få på anden vis; vi kan så diskutere fordele og ulemper ved de forskellige energikilder og gøre op med os selv hvilke ulemper, vi er villige til at acceptere.
Minkavl er derimod i en helt anden kategori. Hvor varme og strøm er tæt på at være livsfornødenheder i det samfund, vi lever i, er minkpels en helt igennem overflødig luksusvare. Hvis al strøm blev afbrudt verden over, ville det være en katastrofe. Hvis alle produkter lavet af minkpels ophørte med at eksistere, ville de færreste bemærke det. Det burde være fuldstændig selvindlysende, at man under ingen omstændigheder vil acceptere selv en nok så begrænset risiko for folkesundheden bare for at fremstille noget, der er så gennemført unødvendigt.
Men strengt taget er alle disse overvejelser underordnede. Uanset hvilke konklusioner SSI måtte nå frem til, bør minkavl under ingen omstændigheder tillades. Folkesundheden er i bund og grund irrelevant; det, der bør være afgørende, er ikke eventuelle konsekvenser for mennesker, men de uundgåelige konsekvenser for dem, det først og fremmest går ud over, nemlig minkene. At sætte dem i verden med det ene formål at tage livet af dem og bruge deres pels er et systematisk massedrab, som ikke på nogen måde kan forsvares. Det liv, man byder dem undervejs – i et bur på størrelse med en flyttekasse, til et dyr, der i naturen lever på kilometerstore territorier – er gennemført mishandling.
Når det fra politisk side skal besluttes, om minkavl atter skal tillades, er vurderingen fra SSI derfor inderligt ligegyldig. Hvad der reelt betyder noget, er en vurdering som den, der kommer fra World Animal Protection:
https://www.worldanimalprotection.dk/nyheder/alvorlige-konsekvenser-ved-genaabning-minkavl