Den oversete diskrimination

Diskrimination er et emne, som får en del opmærksomhed. Der blusser jævnligt debatter op om mulige krænkelser af diverse befolkningsgrupper, og inden for lovgivningen har det fået sin egen kategori – såkaldte hadforbrydelser, hvor et overgreb er motiveret f.eks. af offerets religion, etnicitet, seksualitet eller
kønsidentitet.

Udgangspunktet er en ret udbredt enighed om, at diskrimination er et problem. Noget, der bør undgås. Noget, der bør bekæmpes der, hvor den findes. Køn, afstamning, hudfarve eller seksuel orientering er ikke en gyldig grund til at behandle nogle ringere end andre – det vil de fleste moderne, oplyste mennesker nok være enige i.

Ikke desto mindre er der en form for diskrimination, som en meget stor del af disse moderne, oplyste mennesker uden videre tilslutter sig. Den er en så grundfæstet del af deres verdensbillede, at de formentlig slet ikke tænker over den og overvejer, at den ikke er en selvfølge. I sit væsen bygger den ellers fuldstændig på den samme præmis som f.eks. racisme eller sexisme: At nogen, alene fordi de er født som den, de nu er, regnes for at være mindre værd end andre.

Det er den diskrimination, der bygger på art. Nogle arters liv og velbefindende anses for at være vigtigere, at være mere værd, end andres. Hundehvalpe må ikke tages fra moderen, før de er otte uger
gamle, mens kalve kan fjernes efter bare 12 timer, og mens fødevareministeren fandt det rystende, at katte blev holdt i små bure, bekymrede det ham tilsyneladende ikke i samme grad, da der i de
selvsamme bure blev holdt mink. Princippet synes at være, at dyr må behandles langt værre, hvis de er så uheldige at tilhøre en af de arter, vi opfatter som produktionsdyr.

Og så er der selvfølgelig én art, som vi i særklasse sætter langt over alle andre – den, vi selv tilhører. Sådan er det typisk ved enhver form for diskrimination. Det er normalt mænd, der synes, at mænd har
særlige fortrin frem for kvinder. Det er normalt hvide europæere, der synes, at mørke afrikanere er tilbagestående. Således er det også typisk for mennesker at synes, at de selv er mere værd end alle de
andre levende væsner, de sammenfatter under betegnelsen ’dyr’.

Men at mene, at mennesker har en særlig status, har mere ret til at blive tilgodeset end nogen anden skabning, er stadig diskrimination, helt på linje med racisme eller sexisme, og med helt den samme mangel på rimelig begrundelse. Man kan henvise til menneskets særlige intelligens og selvbevidsthed, men det er ikke en brugbar grund til at give nogen særbehandling; i så fald skulle vi også gøre forskel på
mennesker indbyrdes, alt hvor intelligente de er. Og i øvrigt sætte f.eks. en gris (der i intelligens og bevidsthedsniveau er sammenlignelig med et treårigt barn) højere end visse udviklingshæmmede mennesker.

Og uanset hvilken spidsfindig grund, man måtte komme på for at fremhæve mennesket som noget ganske særligt, vil den stadig være uholdbar, simpelt hen fordi den ikke kommer fra en uvildig iagttager.
Det er altid mennesker, der hævder, at mennesker er noget særligt. Så længe ingen andre hævder det, er det en forudindtaget, dybt tendentiøs påstand, som ingen kan tage alvorligt.