Propaganda fra mælkemafiaen

”Mælk er for fremtiden og en del af en bæredygtig kost”. Sådan lyder budskabet på en plakat, som man for tiden kan støde på ude i det offentlige rum. Der er ikke tale om et bestemt mælkeprodukt eller et bestemt mejeri, der bliver markedsført – det er mælk, sådan helt generelt. Afsenderen er da heller ikke en virksomhed, men Mejeriforeningen, endda med støtte fra EU. ”Læs mere på mælkerforfremtiden.dk”, står der endvidere – så lad os gøre det.

På siden er der lovprisninger af mælkens dyder i lårtykke stråler, garneret med lækre billeder af glade mælkedrikkere og smagfuldt fotograferede retter lavet med flittig brug af – rigtigt gættet – mælkeprodukter i alle afskygninger. Og så skal vi ellers overbevises om, at mælk så sandelig også er bæredygtigt.

Nu er sagen jo den, at mælk kommer ud af køer, og det er velkendt, at køer udleder en god portion metan – en gasart, der bidrager ganske markant til drivhuseffekten. På den baggrund er det svært ikke at få den tanke, at en industri, hvis grundlag er køer, er problematisk.

Når man så går ind på https://maelkerforfremtiden.dk/maelk-som-en-del-af-en-baeredygtig-kost/, kan man i første omgang læse, at bæredygtighed handler om meget andet end klima, og det kan ingen jo rigtig være uenig i. Der nævnes en række faktorer, man bør have med i overvejelserne, f.eks. at kosten skal være nærende, økonomisk tilgængelig og kulturelt acceptabel, og her får vi så at vide, at det alt sammen er noget, der gælder mælk.

Hvad vi så ikke får at vide er, hvilke andre fødevarer man kunne sige det samme om – eller hvilke problemer, der er ved at bruge mælk som fødevare. Det fremhæves, med henvisning til sundhed.dk, at animalske produkter, deriblandt mejeriprodukter, har en god proteinkvalitet, men det forbigås i tavshed, at det samme kunne siges om soja. Og der nævnes intet om den kendsgerning, at omkring 65 pct. af verdens befolkning i en eller anden grad er laktoseintolerante (man kan dårligt tale om at ”lide” af laktoseintolerans, for det er ikke en sygdom – det er tværtimod normaltilstanden for ethvert pattedyr efter fravænning; det er de mennesker, der efter agerbrugets indførelse udviklede evnen til at fordøje laktose, der er afvigerne).

Men altså, det er jo alt sammen udenomssnak, når det gælder det med klimapåvirkningen. Den kommer vi da også til, hvis vi læser videre på siden. Her lyder det glade budskab, at klimabelastningen fra den danske mælkeproduktion er lavere end i mange andre lande. F.eks. er udledningen af CO2-ækvivalenter pr. kg. produceret mælk over dobbelt så høj i Bulgarien som i Danmark, og vi ligger også lavere end både Sverige, Holland og Tyskland. Hurra for det, skal vi vel så tænke.

Hvad der bare ikke nævnes er, hvordan mælkeproduktion ligger i forhold til andre dele af fødevareproduktionen. Hvordan ser klimaregnskabet ud i forhold til f.eks. dyrkning af soja eller havre – to fødevarer, der blandt meget andet også kan bruges til erstatningsprodukter for mælk? Det kunne være rart at vide. Afbrænding af kul bliver heller ikke klimavenligt, bare fordi man eventuelt kunne finde et dansk kraftværk, hvor CO2-udledningen er mindre end fra et bulgarsk. I øvrigt er det også svært at se, at det skulle hjælpe ret meget på et verdensomspændende problem, at andre lande udleder mere, end vi gør.

Og så er der en side af sagen, der ikke nævnes med ét ord, men som er et helt centralt led i produktionen af mælk: Køerne. De giver kun mælk, hvis de har fået en kalv, men kalven bliver taget fra dem kort efter fødslen. Hvis den er af hunkøn og skønnes at være brugbar i produktionen, bliver den opfostret (dog ikke hos moderen – så risikerer man jo bare, at den tager for sig af den mælk, som Mejeriforeningens medlemmer skal tjene penge på), så den også kan ende med at blive insemineret og levere mælk; hvis ikke, er den basalt set et spildprodukt og bliver behandlet derefter. På siden fremhæves det som et positivt træk, at mælkeydelsen pr. ko er steget med 60 pct, siden 1990. Der nævnes intet om, hvad det betyder for koen – det er ikke omkostningsfrit at producere så meget mælk; 19 pct. af de sortbrogede holsteinkøer rammes af yversygdomme, og 42 pct. har problemer med klovene (kilde: ’Matens pris’ af Malin Olofsson og Daniel Öhman, Reporto Förlag 2011). Den moderne malkeko er en produktionsmaskine, fremavlet ene og alene til at give så meget mælk som muligt, og når hun er udslidt, går turen til slagteriet, typisk når hun er 3-4 år gammel (fra naturens side kan en ko ellers blive omkring 25 år).

Mælkeproduktion er kort sagt systematisk dyremishandling. Dette aspekt forbigås fuldstændig i mælkemafiaens glatpolerede kampagne.

Det er svært ikke at sige sig fri for en vis fornemmelse af panik før lukketid. I løbet af de seneste år er markedet for plantebaserede drikke, der kan bruges ganske som mælk, men som ikke bærer på den samme dødvægt af klimabelastning og dyremishandling, gået markant frem – nu om dage har ethvert supermarked et gedigent udvalg af sådanne produkter.

Man fornemmer også panikken, når det forsvar for mælkeprodukterne, som Mejerforeningen kan levere, i grunden er temmelig ynkeligt, når det kommer til reel dokumentation. De forsøger at få det til at se ud som om, at de har FAO – FN’s organisation for landbrug og fødevarer – og verdenssundhedsorganisationen WHO på deres side, men den eneste konklusion, de kan få fra de to organisationer, er følgende: ”På baggrund af denne holistiske tilgang til kosten konkluderer FAO og WHO, at en sund og bæredygtig kost indeholder fuldkorn, bælgfrugter, nødder og en stor mængde frugt og grønt og kan indeholde moderate mængder af æg, mejeriprodukter, fjerkræ og fisk samt en mindre mængde rødt kød.”

Er det virkelig det grundlag, de kan mobilisere som støtte for den bombastiske erklæring om, at ”Mælk er for fremtiden”? ”KAN indeholde MODERATE mængder” – det er ikke ligefrem noget, der lyder som en anbefaling, det er allerhøjest en erkendelse af, at en smule animalsk kost i ny og næ ikke fuldstændig vælter læsset, når det gælder ernæring og klima. Men det er samtidig en understregning af, at de animalske produkter ikke er nødvendige. Og igen, det aspekt, at de for det enkelte dyr, det går ud over, gør en helt afgørende forskel, forbigås fuldstændig.

Så nej, mælk er ikke for fremtiden. Mælk er en klimabelastning, mælk er unødvendigt for vores ernæring, og mælk er systematisk dyremishandling. Der er masser af andre muligheder inden for fremtidens fødevareproduktion, og det ville klæde mejeribranchen, hvis de erkendte, at det er tid til at søge nye veje, i stedet for krampagtigt at holde fast ved den afskyelige levevej, de hidtil har ernæret sig ved.