En juleprædiken
Ind imellem kan jeg gribe mig selv i gerne at ville være præst. I så fald ville jeg hver søndag have muligheden for at sige nogle opbyggelige ord, som forhåbentlig kunne vække lidt eftertanke hos tilhørerne, og i hvert fald én gang om året – den 24. december – kunne jeg regne med at have et nogenlunde talstærkt publikum.
På den anden side er jeg ikke helt sikker på, at det, som jeg nu syntes var opbyggeligt, ville være helt i tråd med hvad der var acceptabelt for folkekirken. Jeg ville ikke kunne frigøre mig for den tanke, at størstedelen af den menighed, der sad dér i julelysenes varme skær, bagefter skulle hjem og fortære et sagesløst dyr, det være sig en gris eller en and, der til lejligheden var blevet slået ihjel. Nogle ville måske have pudset glorien lidt med en mærkningsordning, der betød, at dyret havde levet sit korte liv under bedre vilkår end flertallet, men slået ihjel var det dog stadig blevet. Her ville jeg være fristet til at se stort på den hjertevarme fortælling om det lille Jesusbarn i krybben og i stedet citere den voksne Jesus i Mattæus-evangeliet 23:33: ”I slanger! I øgleunger! Hvorledes kunne i undfly Helvedes dom?”. Dog nok med en tilføjelse om, at jeg egentlig ikke ser noget galt i at være en slange eller en øgleunge; det er netop menneskene, i deres egenskab af mennesker, jeg gerne ville give en opsang.
Nå, men nu er jeg ikke præst, så jeg har ikke nogen fuld kirke at tale til. På den anden side behøver jeg heller ikke at være forpligtet af, at jeg skal forkynde det kristne evangelium. Det er sådan set lidt af en befrielse, for jeg synes egentlig ikke, at det, jeg finder allermest centralt, får nogen videre opmærksomhed i den sammenhæng. Tag nu de engle, der viser sig for hyrderne på marken – de synger om ”fred til mennesker, der har Guds velbehag”. Der nævnes intet om nogen frelse for dem, der ikke er mennesker; det skal der nok være mange, der ser som en blåstempling af den traditionelle, danske jul, hvor man taler om fred og kærlighed og samtidig fejrer det med et massedrab på grise og ænder.
Det med fred og kærlighed er nok noget, som mange vil sige er noget centralt for julen. Det er der nu også meget andet, der er – der er en urgammel tradition for ædegilder og sanseløs druk, der også lever i bedste velgående nu om dage, og så er der det med gaverne; egentlig er det vel også noget med næstekærlighed, at man er gavmild over for andre, men i realiteten kommer det mere til at handle om, at forretningerne tjener tykt på, at lille Villads ikke får en ny iPhone af Julemanden, når nu alle hans klassekammerater har én. Men stadigvæk: Julestemning vil for mange være noget med, at man midt i en mørk og kold tid viser lidt ekstra omsorg og gør sit for at sprede lidt varme og glæde omkring sig. At man tænder et lys, både bogstaveligt og i overført betydning. Velgørende organisationer uddeler typisk julehjælp til de fattigste – det hører med til julen, at ingen skal lades i stikken.
Bortset altså fra de tusinder af dyr, der må lade livet. Julehjælpen bringer måske lidt glæde i en hårdt ramt familie, men hvis en del af hjælpen består i en flæskesteg, har den også kostet en gris livet. En gris, der har levet et kort og kummerligt liv i sin egen afføring på et tremmegulv inden den smertefulde kvælning i slagteriets gaskammer, når den på rekordtid er fedet op til en vægt, hvor dens led knap kan holde til at bære den, men hvor den til gengæld kan indbringe landmanden den bedst mulige pris (naturligvis suppleret af statens gavmilde landbrugsstøtte).
Så længe den varme og milde julestemning foregår på bekostning af disse tusinder af dyrs liv, er den ikke udtryk for nogen form for fred og kærlighed, men for det stik modsatte: En ondskabsfuld kynisme, der kun regner vor egen slags for værdige til vor omsorg. Os er i dag en frelser fød, synger vi, men hvis vi med ”os” kun mener vor egen art, er vi blinde for, hvem der for alvor har brug for en frelser. Det er ikke menneskene, der har det, men dem, der lider under menneskets ugerninger.
Til gengæld har vi alle muligheden for at være den frelser, de har brug for. Vi kan nægte at ligge under for den vrangforestilling, at et festligt og hyggeligt måltid kræver, at nogen bliver slået ihjel. Der er utallige muligheder for at spise godt og rigeligt, uden at det koster nogen dyr livet. Gør det, og også du vil være omfattet af mit oprigtige ønske – et ønske, som jeg ellers først og fremmest retter til dem, der ikke er mennesker: Glædelig jul.
