Mælkechokolade – 13. januar
Nu skal det handle om vegansk mælkechokolade – selvom det i sig er en modsætning, da der ikke er komælk i vegansk mælkechokolade, men kokosmælk, rismælk, havremælk m.m. (Her kan du læse om, hvorfor vi tager afstand fra komælk.)
Det er ingen kunst at finde mørk chokolade, der er vegansk, selvom visse mærker putter mælk i mørk chokolade. Og med alt det mælk og alle de æg, der generelt sniger sig ind produkter, hvor det ikke hører til, kunne man jo godt blive fristet til at tro, at industriens overprodukton skal læsses af et eller andet sted …
Der er dog kommet flere og flere muligheder for at finde vegansk lys chokolade. Der er især to, som fremhæves her: Green Star og så Fazer. Green Star har flere veganske udgaver af lys chokolade, fx en med saltet karamel, der smager lidt hen ad Diam. Men her på bloggen er det klart Fazer, som er en vinder. Desværre har mange veganske mælkechokolader en tendens til at smuldre lidt i munden i stedet for at smelte. Den lyse chokolade fra Fazer smelter rent faktisk og minder lidt om en rød guldbar. Indtil videre fås den vist kun i Bilka, men ellers fås den også i Sverige. Green Star kan købes i Føtex, Bilka (i Sverige) og i nogle helsekostbutikker, hvor der i øvrigt også ofte er andre mærker. Ellers er der onlinebutikker, som udelukkende forhandler veganske varer, som fx Greenos og Nutty Vegan. De har mange flere mærker end nævnt her. Der er ingen anden vej frem end at prøve sig igennem dem alle, indtil man finder en, der passer til sin egen smag. Sikke et arbejde!