Opstart af minkavl

I dag kan man på DRs hjemmeside læse om en minkalver, der har modtaget sine første mink efter corona. Minkene selv og deres forhold står der intet om i artiklen, andet end de har været 21 timer undervejs. Man skal sikkert ikke gøre sig forhåbninger om, at deres velbefindende under transporten har haft høj prioritet – nok mere hvad der som minimum kunne holde dem i live. Nu kan de så se frem til at tilbringe resten af deres korte liv i bittesmå bure under elendige forhold, men det har artiklen ikke så meget som et lille pip om.

Hvad der står, er, at minken nu er tilbage i Danmark – endegyldigt endda, bliver der skrevet. Så nogen må jo have en ret sikker viden om, at det for altid er noget, som vi skal have i Danmark. Og minkavler Louise Simonsen, der er formand for Danske Mink fortæller, at det har været ”en næsten umenneskelig kamp de sidste par år” for igen at få lov til at pelse dyr. Vi kan godt blive enige om ordet ’umenneskelig’ – det beskriver præcist de horder af døde dyr, som vi så, da alle mink skulle aflives. Vi mennesker kan være utrolig empatiske, kreative og udrette så meget godt, men de millioner af døde mink hører til et sort kapitel i menneskets historie. Men det samme kan man sige om selve den industri, Louise Simonsen glæder sig over at kunne genoplive. “Det er en drøm, der går i opfyldelse, at vi endelig får lov til at få liv i vores bure igen,” siger hun. Det er måske en drøm for Louise Simonsen, men bliver aldrig en drøm for en mink at sidde i en lille bitte bur og afvente sit endeligt. Det er ærligt talt dybt bekymrende, at vi her har et menneske, hvis store drøm er at have tusindvis af dyr spærret inde i små bure, indtil den dag de skal gasses og flås bare for ussel mammon. Det er ikke ”liv i burene”, det er en dødsgang, hvor man afventer henrettelsen.

Formanden har dog store visioner for de lige ankomne mink. De skal være “en nicheproduktion, hvor det produkt vi har, er god kvalitet med fokus på kvalitet, skal være det, vi går efter, for det er vi alle sammen bedst tjent med.” Og denne udtalelse afslører, at hun ikke et sekund tænker på dyrenes vilkår. Det er ikke engang dyr, det er for hende bare “produkter”, mens de selv er “skindproducenter”. Og så er der lige det med faren for coronasmitte. Her fortæller Fødevarestyrelsen om de beskyttelsesforanstaltninger, som skal gøre smitterisikoen lille. Veterinærdirektør Charlotte Vilstrup siger “der er jo selvfølgelig en risiko.” Og i sådanne tilfælde forventer Fødevarestyrelsen, at de kan reagere hurtigt og begrænse smitten. Det bliver dog ikke præciseret, hvad “begrænse smitten” betyder, andet end at minkavlerne skal kontakte deres dyrlæge i tilfælde af smitte. Veterinærdirektøren er åbenbart ikke bekymret, for hun mener, at “Det er professionelle mennesker, der gerne vil sørge for, at deres dyr ikke bliver smittet”. Minkavlerne har dog ikke været særlig tilfredse med de tiltag, der skal beskytte mod smitte, men de har tænkt sig at overholde reglerne alligevel. Den lader vi lige stå lidt, mens vi husker, hvordan de “overholdt” reglerne, på det tidspunkt der for alvor var stor smittefare og nye mutationer …

Hvorfor skulle vi egentlig have minkavl tilbage i Danmark, når så mange andre lande er ved at udfase den, og EU i skrivende stund arbejder for at udfase pelsavl? Pels hører til en sort fortid. Og det er en gåde, hvorfor nogle mennesker insisterer på at have dyremishandling som erhverv og indtjeningskilde, når der er så mange andre ting at bidrage med for at gøre verden bedre i stedet for at gøre den værre.