Køleskabsgrød – 17. januar
Har du også et glas stående med kirsebærsovs, som du ikke fik brugt i julen? Så kan du måske prøve denne her morgenmad (der egentlig også kan spises som en mættende snack i løbet af dagen):
Køleskabsgrød a al risalamande:
havregryn – de grove
mandelmel
hakkede mandler
vanilje
yoghurt
chiafrø
evt. lidt afskallede hampefrø
plantemælk
Rør alle ingredienser sammen i et glas (med låg), så du får en lidt sjasket sag. Smag til, så du har den ønskede balance mellem mandelsmag, havre, vanilje, yoghurt osv. Jeg plejer at blande det på slum med noget i retning af 1-1,5 dl havegryn, 2 spsk. mandelmel, 2 spsk. hakkede mandler, 0,5 tsk. vanilje, 0,5 dl yoghurt, 2 spsk. chiafrø, 1 spsk. hampefrø og 1-1,5 dl plantemælk (men du bruger selvfølgelig bare de mål, du er vant til at bruge). Stil glasset på køl til næste dag/morgen med låget skruet på.
Når du er klar til at spise, tager du kirsebærsovs, indtil du skammer dig, drysser evt. med flere hakkede mandler og graver så dybt ned i glasset.
Skal det være mere dessertagtigt – eller hvis man har rester fra julen – kan man snige lidt hakkede brændte (veganske) mandler ovenpå.