Plantehotdog og softice – 21. januar

Når man kan få en plantehotdog i Ikea, frister det måske lidt mere at tage en tur derud for at hente, ja, det man nu engang skal hente. Ikeas plantepølse er ikke sådan en, der giver sig ud for at være kødagtig. Man kan se, at den ikke prøver at efterligne hakkede kropsdele. Og det er tankevækkende, at den så også smager rigtigt godt. Så nej, der behøver ikke at være døde grise i din hotter.

At det så også er lækkert med sennep og rødkål til, gør det jo ikke ligefrem værre …

Og der er også en plantebaseret kakaosoftice til dessert.

Men selvom det er er dejligt, at Ikea viser (plante-)flaget på denne måde, og det er dejligt at se, hvor mange der vælger planteudgaven, så er det også en beskæmmende oplevelse, at der stadig er nogle, som bevidst eller ubevidst tager et valg, der går udover en anden – Det være sig en gris, som bliver slået ihjel for en pølse, eller en ko, som får taget sin kalv for en softice. Er vanens magt virkelig så svær at bryde, når der er et velsmagende alternativ? Det er trist, især fordi dette jo bare er et lynhurtigt måltid, indtaget mellem et overstået køb og hjemtransporten. Og det er nedslående at tænke på alle de dyr, det går ud over, bare fordi vi mennesker vil have et egentlig ret ligegyldigt måltid, som er glemt igen, så snart vi er på vej videre. Men planteudgaven er nu ikke så nem at glemme. Gad vide, om man snart skulle tage i Ikea igen bare for at få en pølse?