Mere tofu – 9. februar

Som nævnt i går må du ikke lade en dårlig oplevelse med tofu gå i vejen for dit fremtidige forhold til tofu. Tit skyldes en dårlig oplevelse manglende viden og erfaring med tilberedningen, og når man først har knækket koden til, hvordan man tilbereder tofu, er det nærmest en helt ny verden, der åbner sig. Men det kræver, at man bruger et par gange på at øve sig. Og du skal jo finde den måde, tofu fungerer for dig. Man kan dræne tofuen, hvis man gerne vil have, at den fungerer som en svamp og suger smag til sig, men man kan også sagtens bruge den direkte fra pakken.

Her er et lille udvalg af de mange forskellig slags faste tofu. Fra venstre til højre øverst: Salling veggies tofu, som er forholdsvis billig. Og så Lê Trangs tofu som fås i Irma. Det er ikke den billigste tofu, men den er meget lækker, og den fås i en neutral udgave og en røget samt disse to her med citrongræs/chili og tang. Nederst fra venstre mod højre: Nagels øko-tofu, som også er lækker samt Spirs tofu, der hører til i den billige ende. Dette er som nævnt kun et lille udvalg. Du kan sikkert finde andre slags hos din lokale asiatiske butik eller i dit supermarked.

Disse tofu bruges her på adressen oftest til gryderetter eller til at lave ricotta af.