Forbrydelse betaler sig
I min barndoms tegneserieblade var der tit historier, hvor vore helte – hvad enten det nu var Snurre Snup eller Mickey Mouse – fik fanget en eller anden forbryder og sat ham bag lås og slå. Moralen var altid den samme: Forbrydelse betaler sig ikke.
Det er måske også rigtigt nok, når det gælder tasketyverier, bankrøverier og hvad de maskerede og ubarberede tegneserieskurke nu ellers gik rundt og bedrev. Den slags har det med at gå galt før eller siden, og så skal lovens lange arm nok sørge for, at man får de ubehagelige konsekvenser at føle.
Men der er også forbrydelser af en helt anden kaliber. Hvis man prøver at tænke på, hvilke forbrydelser, der er de allerværste, de allermest gruopvækkende, er det nok ikke den simple berigelseskriminalitet, der falder én ind som det første. Tværtimod, der er en lang tradition for ofte at føle en vis grad af sympati med den slags tyve og røvere, især, hvis de på en eller anden måde fremstår som frihedselskende individer i kamp mod et uforstående samfund – tænk bare på f.eks. Robin Hood, Dick Turpin eller Olsen-banden.
De virkelig frygtelige forbrydelser kunne derimod være sådan noget som slavehandlen i 17- og 1800-tallet eller diverse brutale diktaturers undertrykkelse og forfølgelse af egne borgere. Det, der er særligt ved den slags forbrydelser, er at de på en måde slet ikke er forbrydelser: De er nemlig fuldt lovlige, når de foregår – det er netop det, der gør dem så frygtelige: at et samfund rent faktisk kan tillade sådanne grusomheder.
Når det gælder den slags forbrydelser, er Danmark ikke bedre end så mange andre. Det er der sikkert mange, der vil give mig ret i – det er vist efterhånden velkendt, at f.eks. mange prægtige byggerier i 1700-tallets København i høj grad blev finansieret af slavehandel, men det er nu ikke lige det, jeg tænker på. Jeg tænker derimod på den systematiske dyremishandling, som i vore dage er fuldt lovlig. Ganske vist er der en dyreværnslov, der slår fast, at dyr skal beskyttes mod ”smerte, lidelse, angst, varig men og væsentlig ulempe”, men det er også tydeligt, at dette overhovedet ikke håndhæves, når der er tale om såkaldte produktionsdyr. Ud fra dyreværnsloven burde det f.eks. på ingen måde være tilladt at tage en kalv fra dens mor kun et halvt eller helt døgn efter fødslen, men det er helt normal praksis i mælkeindustrien, og ingen bliver straffet for det.
Ikke desto mindre er det sådan noget, man må kalde en regulær forbrydelse. Det er slet og ret dyremishandling. I 2021 fik Arlas to direktører dog udbetalt i alt 47 mio. kr. i årsløn, og det er endda et fald i forhold til året før, så her må man bare konstatere, at jo, forbrydelse betaler sig åbenbart.
