Nuggets med tartardip – 24. februar

Det er dejligt at kunne slutte arbejdsugen af med et hyggeligt måltid – måske til en velfortjent filmaften? Her er et forslag til rigtig hyggemad i sofaen:

Nuggets med pomfritter, ovnbagte gulerodstænger og tartardip til to personer:

Pres en pakke tofu og skil tofuen i mindre stykker til nuggets. Vend stykkerne først i mel, så i plantemælk og så i en raspblanding med salt, paprika og karry. Stykkerne fordeles på en bageplade beklædt med bagepapir og bages ved 200 grader i 20-30 min. alt efter størrelse, til de bliver gyldne. Vend dem et par gange undervejs. Skræl eller vask et par gulerødder og skær dem i stænger. Vend dem med olie og krydderier efter ønske, og smid dem i ovnen sammen med færdigkøbte pomfritter de sidste 15-20 minutter af tofustykkernes bagetid.

Mens nuggets, pomfritter og gulerodsstænger er i ovnen, røres en tartardip af havrecremefraiche og sojayoghurt, citronskal, citronsaft (eller æblecidereddike), sennep, dild og persille, hakkede kapers og evt. et par hakkede cornichoner. (Hvis du gerne vil have lidt flere grøntsager og krydderurter i, kan du fx supplere med hakket rødløg, lidt grønne ærter og/eller lidt snittet purløg.) Smag til med salt og peber.

Server evt. med ketchup eller vegansk barbecue sovs.

Tartardippen blev her lavet med Oatly iMat Fraiche.