Knækbrød – 22. marts
Der er masser af madvarer, som vi aldrig tænker over er veganske. Knækbrød er en af dem. Men desværre er knækbrød er lidt undervurderet i Danmark. Det er ellers ret praktisk at have det i køkkenskabet, hvis du ikke har fået købt ind. Desuden er det både langtidsholdbart og billigt. Og jeg har endnu til gode at finde en pakke knækbrød, som indeholder æg eller mælk (måske bortset fra knækbrød med ost). Knækbrød er stort i Sverige, men herhjemme er det næppe supermarkedets bedst sælgende produkt. Hvis du aldrig spiser knækbrød, skulle du måske unde dig selv at prøve at have en pakke liggende. Det er lækkert med vegansk pålæg, eller også kan du knække knækbrødet i mindre bidder og bruge dem til humus eller som en sundere udgave af dip til chips.