Curryret med linser – 9. maj
Måske så du indlægget om nogle linser, jeg havde fundet billigt i et supermarked. Jeg overvejede, hvad jeg skulle bruge dem til, og jeg endte med at bruge dem i en gryderet; en thailandsk curry. Og her brugte jeg bare, hvad jeg nu engang havde i huset af rester og andet, der skulle bruges inden længe.
Jeg svitsede løg og porre, indtil de blev bløde, så tilsatte jeg lidt hakket hvidløg samt gulerødder i terninger. Det lod jeg svitse lidt videre, inden jeg tilsatte en rød currypasta og kokosmælk. Dernæst krydrede jeg det med ingefær og koriander. Jeg smagte det til med peanutbutter og lidt sojasovs. Efter at det havde stået og simret, tilsatte jeg grønne bønner (fra frost) og frisk spinat samt cashewnødder. Og jeg serverede det med ris. Her blev det til en pæn stor portion, så der er rester til flere dage. Dejligt!