Rester fra i går? – 21. maj
Har du ligesom mig rester fra pastaretten, som blev lagt her på bloggen i går? Så kan du varme resterne i gryden, eller måske skulle du prøve at lave resterne om til en pastagratin? Her kan du lave en opbagt mælkesovs, eller også kan du bare røre lidt havrefraiche eller plantemælk i tomatsovsen. Jeg brugte lidt havremælk og lidt gærflager, som jeg rørte op i resterne af tomatsovsen sammen med den kolde kogte pasta. Det hældte jeg i et smurt fad, og så dryssede jeg med lidt ekstra gærflager, rasp og oregano og et par dråber olie. Fadet blev bagt i ovnen, indtil pastaretten var gennemvarm og raspen sprød.