Bananbrød – 4. juni

Jeg har tidligere skrevet om banankagen Banana her på bloggen, men hvorfor ikke bage et bananbrød selv?

Start med at mose 4 små meget modne bananer, tilsæt vaniljesukker og blend 8 udstenede dadler sammen med vand og to-tre store spsk. tahini (eller olie). Rør blandingen op med bananerne og tilsæt en spsk. chiafrø og en dl farin, en spsk. æblecidereddike og dernæst 4 dl mel. Til sidst tilsættes en tsk. natron (pas på med ikke at overdosere; det smager fælt) og en stor håndfuld let knuste valnødder og en halv plade hakket mørk chokolade (uden mælkepulver). Tilsæt evt. lidt plantemælk eller lidt vand, hvis konsistensen er for tyk.

Det hele bages ved 150 grader, indtil overfladen er gylden, og dejen er blevet gennembagt. Og så er det bare om at få skåret et stykke, mens det endnu er lunt.

Som man kan se, er bananbrødet ret snasket, når det lige er kommet ud af ovnen, og chokoladestykkerne er halvflydende. Men det ændrer sig selvfølgelig, når bananbrødet er kølet af.