Kartoffelsalat – 19. juni
Der er efterhånden nedtælling til ferien. Men selvom man måske endnu ikke har fået sommerferie, så kan man jo sagtens tage hul på en af de helt store sommerglæder: de nye kartofler.
Her har jeg lavet en traditionel kartoffelsalat, hvor ingen vil kunne smage forskel på en vegansk og en ikkevegansk. Den eneste forskel er, at denne her ikke bidrager til den animalske produktion, hvilket jo er hele formålet med bloggen, som du sikkert allerede er klar over. (Hvis du vil læse mere om, hvorfor vi ikke støtter den animalske mejeriproduktion, kan du læse mere her og her.)
Du laver kartoffelsalaten ved at tilsætte udskårne kolde kogte kartofler til en dressing, der er rørt op af sojayoghurt, havrefraiche, citron, persille, salt, lidt finthakket rødløg, lidt finthakket blegselleri, lidt presset hvidløg, et par forårsløg i strimler og en god skefuld sennep.
Jeg serverede kartoffelsalaten til en grøn salat med vinaigrette-dressing, agurker og så et par hjemmelavede deller, men man kunne også sagtens købe nogle plantebaserede deller (uden æg og mælk naturligvis) i stedet.