Kan du gætte, hvad det er? – 21. juni

Kan du gætte, hvad det er, jeg har på mit stykke toastbrød under tomaterne?

Er det guacamole? Er det humus med basilikum? Nej og nej. Det er faktisk hvide limabønner, der er blendet med grønne ærter, lidt persille og så citron, salt, hvidløg og en smule tahin. Det er ufattelig nemt at lave, hvis man køber færdigkogte limabønner. Og så er det både sundt og billigt.

Her fungerede det som en nem og mættende aftensmad. Og som man kan se, var det bare at smøre det på ristede toastbrød (her af den grove slags) sammen med et par skiver tomat, lidt hakkede rødløg og en smule balsamico. Det var virkelig lækkert efter en meget lang, travl og varm dag.