‘Dyreetik’?
Begrebet etik dukker op i mange sammenhænge. Man kan tale om f.eks. videnskabsetik, presseetik, medicinsk etik eller virksomhedsetik. Det er vel nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke ord man kan sætte sammen med ’etik’, og selvfølgelig er der også noget, der hedder dyreetik. Det er et af de etiske områder, der har fået en vis opmærksomhed. I 2008 udkom f.eks. bogen ”Et spadestik dybere. Præsentation af 10 filosofiske discipliner”, redigeret af Vincent Hendricks og Steen W. Pedersen, og her handler et af kapitlerne netop om dyreetik. Afsnittet er skrevet af Peter Sandøe, professor i bioetik (endnu en slags etik!) ved Københavns Universitet; han er også ansvarlig for hjemmesiden dyreetik.dk.
Når nu vi her på siden skriver om etik, må det vel også være dyreetik, det drejer sig om, eller hvad? Det er det selvfølgelig i en vis forstand; det, vi har fokus på, er dyrs vilkår, og det er klart, at det også er det, der er baggrunden for at skrive om etik. På den anden side må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke er specielt begejstret for at tale alt for meget om ’dyreetik’. Sådan en mærkeseddel får det til at lyde som om det er et specialområde, noget, man kan sætte fokus på, hvis man har en særlig interesse i det, men ikke noget, der nødvendigvis er relevant for generelle overvejelser om etik.
Dette indtryk får man også, hvis man ser på et par offentlige instanser, der beskæftiger sig med etik. I Danmark har vi siden 2022 haft et såkaldt Nationalt Center for Etik, hvis opgave ifølge centerets hjemmeside er at understøtte arbejdet i fire uafhængige organer: Det Etiske Råd, Dataetisk Råd, National Videnskabsetisk Komité og de Videnskabsetiske Medicinske Komiteer.
Der er også noget, der hedder Det Dyreetiske Råd, men det leder man forgæves efter blandt de organer, der er tilknyttet det nationale center. Det hører i stedet under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Det er svært ikke at blive bekræftet i en mistanke om, at det med dyr er en niche, der kun er relevant i visse, afgrænsede sammenhænge.
Så længe man opfatter etik på denne måde, er det ikke videre opløftende, at nogle taler om dyreetik. Tværtimod, det er en del af problemet. Dyrs vilkår er ikke noget, der burde kræve særlige etiske overvejelser, adskilt fra alt andet; når man inden for etikken beskæftiger sig med, hvordan man bør behandle andre, må det være en selvfølge, at man med disse andre ikke kun mener mennesker. Hvis man på forhånd antager, at ens overvejelser kun gælder én enkelt art, den, som man tilfældigvis selv tilhører, har man sat sig selv i samme kategori som f.eks. en, der ud fra en racistisk grundholdning mener, at sorte ikke er omfattet af den etik, der gælder blandt hvide mennesker.
Det er klart, at nogle etiske overvejelser kun er relevante for mennesker – et eksempel kunne være sådan noget som presseetik. Men så er det netop disse overvejelser, der er særtilfældene, de afgrænsede områder. En generel undersøgelse af etik må nødvendigvis rette sig mod alle de situationer, hvor spørgsmålet om, hvordan vi bør opføre os, kan rejses, og her må vores omgang med andre arter indgå som en selvfølgelig del.
Derfor kommer der ikke til at blive skrevet meget om dyreetik her på bloggen. Der vil blive skrevet om etik, slet og ret. Et emne, der ikke kun handler om mennesker.
