Pizzatoast – 26. oktober

For et par uger siden var jeg på en gastronomisk nostalgisk rejse tilbage i tiden til dengang, hvor pizzaflutes var et helt nyt fænomen og en sand delikatesse. Nu til dags skal der nok lidt mere til at imponere. Men der er jo dage, hvor man bare ikke har tid til at lave mad. Og så er der dage, hvor man skal spare. Her kommer pizzatoast ind i billedet. Det er nemt, hurtigt og kan gøres ret billigt. Til gengæld skal vi nok ikke snakke for meget om selve ernæringsværdien, men hvis man generelt spiser sundt, så kan der i min verden sagtens være plads til det mindre sunde.

Under alle omstændigheder kan pizzatoast være et udmærket alternativ til at få mad leveret. Og det kan sagtens laves vegansk. Her har jeg endda lavet det uden ost, for jeg savner faktisk slet ikke osten på min pizza, selvom jeg engang var helt overbevist om, at jeg aldrig ville sætte tænderne i en pizza uden ost. Heldigvis bliver vi hele tiden klogere.

Her har jeg lavet to stykker pizzatoast. Et med en færdig chili-hvidløg-tomatsovs, lidt mere hvidløg, tynde skriver kartofler, rødløg, italiensk krydderi samt en smule salt og olie hen over kartoflerne.

Og her har jeg lavet samme slags pizzatoast bare med veganske sojakødboller og grønkål i stedet for kartofler. Grønkålen fik også lidt salt og olie.

De kom begge i ovnen, indtil grønkålen og kartoflerne havde fået en sprød overflade – og indtil undertegnede ikke kunne vente længere med at sætte bisserne i dem …

Og de blev spist med stor begejstring.

Fyldet kan du selvfølgelig variere efter ønske, men jeg kan anbefale den sprøde og let saltede grønkål på pizzatoasten.