Vegansk i svensk supermarked – 22. december
Jeg skrev i et tidligere indlæg her på Fordring Food, at jeg ville fortælle lidt om, hvad man med fordel kan købe i Malmø. Og her vil jeg vise lidt af det, som vi købte på vores seneste tur til Malmø.
Lige om hjørnet fra The Vegan Bar ligger ICA Söder, som vi før har anmeldt her på siden. Nu besøgte vi den igen, og vi blev sørme heller ikke skuffede denne gang. Faktisk købte vi lidt vildt ind, fordi den svenske krone er så lav i øjeblikket. Og man skulle næsten tro, at det var en fireårig på indkøb med al den guf, vi købte.
Denne veganske udgave af en Snickers fra Vegan Delights er virkelig lækker, og man kan kun fortryde, at man ikke købte flere end to, da jeg ikke har set dem i supermarkederne herhjemme. De havde i øvrigt en stand på Plant Food Festival i starten af november.
Denne store pose frugtkarameller fristede også, og man ikke er i tvivl om, hvorvidt er veganske eller ej:
De smager i øvrigt forrygende, og det samme gør de her veganske lakridskarameller:
Og så nogle af de usual suspects:
Derudover købte vi også veganske pølser, vegansk fetaost og forskellige slags tofu. Blandt andet nogle tofusild, som kommer på julebordet i juledagene. Det er alt sammen varer, som er billigere end i Danmark. Men der var også en del af det mad, som vi købte, der var nedsat. Jeg har regnet mig frem til, at den veganske feta kostede 12 danske kroner. Og det samme gjorde tofusildene.