Grønlangkål – 26. december

For mange er grønlangkål er en rigtig vinterret, men for mig er det mere en juleret, da jeg er vokset op med, at det var en del af de varme retter til julefrokosten. Nu synes jeg, at det er lidt for tungt et måltid til, at det kan indgå i en julefrokost, så jeg spiser i stedet grønlangkål i en dagene efter juleaften, hvor jeg ikke har skullet sidde ned til det store julebord hele dagen. Men man kan selvfølgelig også spise det på andre tidspunkter, hvor man synes, at man har brug for lidt bastant traditionel dansk mad.

Grønlangkål er meget nem at lave. Du starter med at smelte en god klump plantesmør i en gryde, og når smørret er smeltet, tilsætter du et par skefulde mel, og rører godt, indtil det bliver en smørbolle. Så tilsætter du vand eller grønsagsfond og opløser smørbollen, indtil du får en tyk sovs. Dernæst tilsætter du en pakke finthakket grønkål fra frost. Når det hele er rørt sammen, kan du tilsætte plantefløde eller plantemælk, indtil du får en cremet konsistens. Smag det hele til med salt og peber, og lad det koge godt igennem, før du skruer ned på et blus lidt under middel, hvor det får lov til at simre færdigt.

Her jeg har serveret det med veganske pølser og sennep samt kogte kolde kartofler, der er blevet vendt i olie og drysset med salt, inden de blev bagt sprøde i ovnen.