Skattefinansieret dyremishandling

Den 28. februar blev dagen, hvor man erklærede, at det står slemt til med den såkaldte Dommedagsgletser, Thwaites-gletseren. Men det blev også dagen, hvor Landbrug & Fødevarer fortalte, at de ikke lige kunne se sig selv i de anbefalinger, som Svarer-udvalget er kommet frem til. Kan vi lade de to nyheder stå side om side et øjeblik?

Landbrug & Fødevarer tror ikke helt på Svarer-beregningerne, og desuden er de bekymrede for deres arbejdsliv, alt imens Thwaites-gletseren er ved at smelte og måske endda kollapse. Så nu der er desværre ikke længere tid og penge til at kræve. Landbruget har været forkælede, men vi er nødt til at slå hårdt ned på det, der ikke længere er rentabelt. Vores økonomi kan ikke klare det, vores natur kan ikke klare det, og det animalske landbrug er en skændsel. Seneste eksempel er en mælkeproducent, der har over 4.000 køer, hvilket naturligvis truer biodiversiteten. Og nu vi er i gang, så er det også tid til at droppe denne mærkelige idé om, at dyremishandling er helt okay, så længe det er til menneskelig konsum. Vi finansierer endda dyremishandlingen via skatten.

Lad landbruget selv betale for den grav, de er ved at grave, ved at have så mange dyr indespærrede på alt for lidt plads under alt for dårlige forhold. Dyr, som er skamavlede for at holde produktionen oppe, selvom det går ud over dyrenes livskvalitet. Lad landbruget selv betale for deres mange lynaflivninger af kyllinger, fasaner, kalkuner, mfl., når endnu en gang fugleinfluenza rammer. Eller det næste store udbrud af husdyr-MRSA og svinepest. Det er helt utroligt, at man som borger er tvangsindlagt til at betale for landbrugets dyremishandling og masseaflivninger via skatten. Og hvis den manglende understøttelse medfører færre arbejdspladser i landbruget, er det kun godt. Der er brug for folk i andre brancher.

Debatindlæg bragt i Politikens trykte avis tirsdag den 5. marts 2024.