Slut med massedrab i Ringsted

Danish Crown lukker sit slagteri i Ringsted, og den efterfølgende mediemølle er temmelig forudsigelig. Chokerede medarbejdere, der er ulykkelige ved udsigten til at deres arbejdsplads forsvinder. En ledelse, der beklager. En borgmester, der ifølge DR kalder det ”et frygteligt chok”.

Det burde ellers være en glædelig begivenhed, at en dødsfabrik, hvis erklærede formål er massedrab på intelligente, følende væsner bliver lukket. Ingen ved sine fulde fem kan have sådan et sted som sin arbejdsplads og se sig selv i øjnene, noget sådant kan kun lade sig gøre ved at man påtager sig en gennemført kynisme og parkerer sin medfølelse, når man møder på arbejde.

Men OK, jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at der reelt er noget at glæde sig over. Det betyder formentlig bare, at massedrabene fortsætter et andet sted. En del af forklaringen på Danish Crowns problemer skulle være, at danske landmænd i langt højere grad sender smågrise til opfedning i Tyskland og Polen.

Alligevel kunne man måske nære et lille, spinkelt håb om, at nogle inden for landbruget kunne få den tanke, at man kunne overveje en anden retning for dansk fødevareproduktion. Landbrugets organisationer lader til i sygelig grad at være besat af en tvangstanke om, at danske fødevarer nødvendigvis skal indebære drab på dyr, men rent faktisk kunne det jo være anderledes. Der findes andet, som man kan spise. I så fald kan det godt være, at ledelsen i Danish Crown må se sig om efter et andet arbejde, men til gengæld vil det være muligt at beskæftige sig med fødevareproduktion og samtidig rent faktisk kunne se sig selv i øjnene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *