Sindelagsetik
I forbindelse med etik er det selvfølgelig oplagt at se på, hvilke konsekvenser vore handlinger har. Når vi gør ét og undlader at gøre noget andet, vil vi gerne have, at vores valg har en betydning for det, der sker. Men der er også en anden side af sagen: Vores motiver, vores bevæggrunde til at handle, som vi gør. Vores sindelag.
Hvis jeg giver en person en gave, kan det være fordi jeg har et oprigtigt ønske om at glæde vedkommende. Det kan også være fordi jeg håber på, at vedkommende i så fald vil synes bedre om mig og måske gøre mig en tjeneste. Set udefra er de to situationer helt identiske. Men ud fra en etisk vurdering må det siges at gøre en forskel, om jeg gør noget for at glæde en anden eller fordi det kan ende med at komme mig selv til gode.
For den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) var dette et helt central element i etikken. Intet kan anses for godt uden en god vilje, fastslår han. I værket Grundlæggelse af moralens metafysik slår han fast, at den gode vilje ikke er god ”på grund af det, den bevirker eller udretter” – den er ”god i sig selv”. En handling er altså ikke god, fordi den fører til noget, vi godt kan lide; når det gælder om etik, handler det om noget andet.
Hvornår er der så tale om en handling, der virkelig er god, altså udtryk for en god vilje? Det er der, mener Kant, når grundlaget for handlingen er noget, man rent faktisk gerne vil have kunne være en almengyldig lov.
Så altså – hvis jeg giver en anden person en gave, kan jeg spørge mig selv: Hvorfor gør jeg det? Hvis svaret er: For at glæde vedkommende, kan jeg så spørge: Vil jeg gerne have, at det princip – at man giver gaver for at glæde andre – kan være en almen lov? Det vil de fleste nok synes var en fin idé.
Hvis det derimod er noget, jeg gør, fordi jeg så håber på, at det vil ende med at gavne mig selv, kan jeg igen spørge: Vil jeg gerne have, at det er en almengyldig lov, at man giver gaver af hensyn til sig selv? Det er der måske også nogle, der vil synes er helt fint. Men mange vil nok mene, at man i så fald helt har misforstået ideen med gaver, og at det i øvrigt vil føre til en verden, hvor folk går rundt og er køligt beregnende og i sidste ende bare tænker på sig selv, når de har med andre at gøre. Og ikke nok med det: Ud fra Kants synspunkt vil det slet ikke give mening at tale om en god vilje, når det er noget, man gør for at tilgodese sig selv.
Hvor stiller det os så, når det handler om dem, der ikke er mennesker? Kants etik er ikke videre konkret; den handler om, hvad det vil sige at gøre det gode, ikke hvad det består i.
For Kant selv var sagen klar: Den etik, han fremlægger, gælder for fornuftsvæsner, og det vil sige mennesker. Et fornuftsvæsen skal behandles som et mål i sig selv; når vi er gode mod dem, er det ikke fordi vi vil opnå noget, men fordi de i sig selv er noget værd. Det gælder ikke for dyr, der efter Kants opfattelse ikke kan anses for at være fornuftsvæsner.
Nu kan man sagtens være en genial, epokegørende filosof og samtidig være helt galt på den på visse områder. Her er Kant et indlysende eksempel. ”Dyr er ikke bevidste om sig selv og er derfor ikke andet end et middel til at nå et mål. Det mål er mennesket,” fastslog han i en forelæsning. Men for det første er det en tvivlsom påstand, at dyr ikke er bevidste om sig selv. En del dyr kan f.eks. godt gennemskue, at deres eget spejlbillede er dem selv og ikke en anden, og det røber i hvert fald en eller anden form for selvbevidsthed. Men nok så væsentligt er det lille ”derfor”, som Kant så selvfølgeligt har med i sin sætning. Hvorfor i alverden skulle det at mangle selvbevidsthed betyde, at man så kun er et middel til at nå et mål? Det er på ingen måde indlysende. Kant er således ikke i nærheden at at kunne levere en fornuftig grund til, at den gode vilje – som efter hans opfattelse er grundlaget for al etik – kun er direkte relevant, når det gælder dem, der tilhører vor egen art.
Man kunne sågar argumentere for, at det mest rendyrkede eksempel på god vilje i Kants forstand må være omsorg for dyr. Her kan man nemlig være helt sikker på, at det ikke skyldes en bagtanke om i virkeligheden at gavne sig selv. Man gør ikke livet lettere for sig selv, hvis man ikke spiser madvarer, der er lavet af noget fra dyr, og hvis man vil hjælpe et dyr, kan man hurtigt komme til at hænge på en større dyrlægeregning. Eller for den sags skyld blive sparket, revet og bidt, hvis man vil hjælpe et tilskadekommet vildt dyr. Måske endda risikere sit eget liv, hvis dyret er stort, stærkt eller giftigt nok. I et sådant tilfælde kan man være vis på, at man ikke gør noget godt i forventning om, at det på nogen måde kommer til at gavne én selv.
