Hjemmelavet knækbrød
Det er ikke spor svært at lave knækbrød. Jeg laver egentlig mest knækbrød for at bruge det som en lille snack eller godbid, når jeg er småsulten.
Her har jeg brugt lidt pulp fra juice, fordi jeg havde lavet denne her juice. Og så skulle jeg finde på noget at bruge pulpen til. Jeg blandede den med mel, hørfrø, græskarkerner og sesam samt salt og vand, indtil det blev en tyk dej, som man skal bruge lidt kræfter for at rulle ud. Det tæller vist nærmest som motion? Jeg rullede det ud mellem to stykker bagepapir og fjernede forsigtigt det øverste papir, da det var blevet rullet helt tyndt ud.
Jeg bagte det ved lave grader i ovnen ti minutter, før jeg ridsede ruder til små snack-knækbrød. Jeg synes, at det er lettere på denne her måde, men man kan også ridse det, inden man kommer det i ovnen.
Da det var næsten bagt, knækkede jeg det forsigtigt fra hinanden med en grillhandske på (det er nemlig ret varmt, så pas på), og så fik det lidt mere i ovnen, indtil det var gyldent.
Man kan spise dem, som de er. Det plejer jeg som nævnt at gøre. Og særligt om sommeren er det en god snack at have med på en varm dag, hvis man ikke har en køletaske. Du kan selvfølgelig også spise dem med fx humus eller vegansk pesto.