Forbrydelser – bare ikke mod mennesker
(Debatindlæg, bragt i Jyllands-Posten 6/10-2024)
Begrebet ’forbrydelser mod menneskeheden’ har været brugt siden slutningen af 1800-tallet og har været en del af international retspraksis siden Nürnberg-processerne efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Denne type forbrydelser kan godt være handlinger, som en stat har tilladt eller ligefrem støttet, og derfor har de i en vis forstand ikke været ulovlige. Ikke desto mindre er der grusomheder, der kan være så ekstreme og omfattende, at man fra det internationale samfunds side føler sig berettiget til at retsforfølge de ansvarlige.
Sådanne grusomheder er desværre ikke noget overstået kapitel. De finder også sted den dag i dag. Her tænker jeg ikke på, hvad der måtte foregå i Mellemøsten, i Ukraine eller i andre af verdens brændpunkter. Der foregår nemlig tilsvarende grusomheder på daglig basis i, hvad vi ellers opfatter som fredelige og civiliserede dele af verden, deriblandt også i Danmark. Grusomheder, der udøves med statens fulde velsignelse.
Imidlertid kommer begreberne i den internationale retspraksis til kort her. Der er nemlig ikke tale om ’forbrydelser mod menneskeheden’. Godt nok berettiger grusomhederne til fulde, at man kalder dem forbrydelser, uanset hvor lovlige de i øjeblikket er – men de er ikke rettet mod menneskeheden. De er rettet mod medlemmer af den store gruppe tænkende, følende individer, som vi under ét betegner som dyr.
Forbrydelser mod menneskeheden hænger ofte sammen med en opfattelse af ofrene som mindreværdige, som nogle, der ikke er underlagt den etik, vi ellers følger. Det er også denne opfattelse, der ligger til grund for de overgreb, som dyr udsættes for. Vi går ud fra, at væsner, der ikke tilhører vor egen art, ikke er omfattet af de moralbegrebet, vi ellers holder os til.
En sådan opfattelse vil de fleste tage voldsomt afstand fra, hvis den blev brugt om en særskilt gruppe mennesker. At retfærdiggøre mishandling og drab med henvisning til, at offeret er f.eks. afrikaner, jøde eller homoseksuel anses i dagens Danmark endda for at være en skærpende omstændighed, en såkaldt hadforbrydelse. Men hvis man i stedet for f.eks. etnisk herkomst henviser til, at offeret er af en anden art, er det pludselig en anden sag. Mishandling af en hund straffes ikke lige så hårdt som et tilsvarende overgreb mod et mennesker, og mishandling af millioner af grise omtales som ’produktion’ og belønnes med statsstøtte.
Men hvis drab og mishandling ikke kan retfærdiggøres med henvisning til f.eks. offerets etniske herkomst, kan man heller ikke bruge offerets art som undskyldning. Et landbrug, der sætter levende væsener i verden med det udtrykkelige formål at slå dem ihjel, gør sig skyldig i en forbrydelse. Den er så ikke mod menneskeheden, men det bliver den ikke mindre af. Måske – som det er tilfældet med hadforbrydelser – snarere tværtimod.
