Afskaf mortensanden
(Debatindlæg, bragt i Kristeligt Dagblad d. 4/11)
Ifølge legenden om Skt. Morten ville borgerne i Tours udnævne ham til biskop – en post, han på ingen måde ønskede. Han forsøgte at gemme sig, men kom for skade at søge skjul et sted, hvor der gik en flok gæs; de skræppede op og afslørede ham. Nu er katolske helgener ikke ligefrem det, der fylder mest i en nutidig danskers hverdag, men lige præcis Skt. Morten er en undtagelse. Hvert år markerer mange danskere Mortensaften ved at sætte et stykke fjerkræ til livs, angiveligt som hævn for, at de havde afsløret den modvillige biskop.
En mere grotesk retfærdiggørelse af en gammel tradition skal man lede længe efter: Fordi en flok gæs gjorde det, der nu engang er deres naturlige adfærd, skal arten som sådan lide under en kollektiv afstraffelse hundreder af år senere – og ikke bare den art; en gås er lovlig stor til en almindelig dansk husholdning, så man lader det gå ud over en and i stedet.
Her vil mange nok indvende, at så meget skal man altså heller ikke lægge i sådan en gammel historie, det er jo bare en undskyldning for at spise en hyggelig middag. Fint nok, så ser vi bort fra den groteske baggrund, men det bliver det ærlig talt ikke mere hyggeligt af. Den and, det går ud over, er ganske givet ligeglad med grunden til, at den må lade livet – og det korte liv, den har haft, har været aldeles rædselsfuldt.
At ænder tilbringer en stor del af deres liv i vandet, er de fleste velsagtens klar over, men den and, man finder i frysedisken til under en halvtredser har aldrig haft den mulighed; det tætteste, den kommer, er et kar med strømførende vand, som den forventes at stikke hovedet ned i på slagteriet for at blive bedøvet. Ganske ligesom kyllinger bliver ænder opdrættet i enorme flokke i store haller, og de lider under de samme problemer som kyllinger – fjerplukning, kannibalisme, problemer med benene og sår på fødderne, fordi de går i deres egen afføring. En forsvindende lille brøkdel af ænderne opdrættes økologisk eller på friland og har lidt bedre kår, men endestationen er den samme – slagteriet. Og det er brutalt, uanset hvor mange dyrevelfærdshjerter der er på etiketten. Sidste år dokumenterede organisationen De Glemte Danske, hvordan ænderne på et lille gårdslagteri, der ellers havde fået topkarakterer af Dyrenes Beskyttelse, stadig blev så hårdhændet behandlet, som man kunne forvente det, når drab på levende væsener bliver samlebåndsarbejde.
I den katolske verden er Skt. Morten bedst kendt for en anden legende: Det fortælles, at han skar sin kappe i to for at give den ene del til en frysende tigger. Det er ærligt talt en mere mindeværdig side af den gamle helgen end et grotesk hævntogt mod sagesløse dyr, så i stedet for at fylde vommen med en mishandlet and, kunne man måske overveje at markere Mortensaften med en uselvisk handling, hvor man hjælper en trængende medskabning? Det behøver ikke være svært – hvis man lader være med at spise en and, har man sådan set allerede gjort det.
