Verdens bedste croissant
I Malmø findes bageriet Leve, som bager veganske kager og brød. Jeg har tidligere skrevet om Leve her på bloggen, dog uden at nævne deres fremragende croissanter. De er virkelig lækre. Men sidste gang, jeg var på besøg hos dem, var anden søndag i advent, hvor de havde forskellig traditionel svensk julebagværk. Bl.a. en pepparkaka-croissant med chokolade. Og hold da op hvor blev mine smagsløg dog lige vækket. Det er ganske enkelt den bedste croissant, som jeg nogensinde har smagt. Og jeg, der ellers tidligere har været skeptisk overfor konceptet cookiecroissant, måtte virkelig sande, at kombinationen med pepparkaka-dej og en croissant kan noget. Det hjalp så også, at den stadig var lun og så sprød, at jeg ikke turde fløjte af frygt for, at den så smuldrede. Men det er jo bare min ganske ubetydelige mening. Og egentlig var jeg taget afsted for at købe nogle saffransbullar. De kom skam også til sin ret.
Har du lyst til at læse flere blogindlæg fra Leve, så kan du læse en anmeldelse af deres foccacia her og en anmeldelse af deres karameltartelet her.