En ny begyndelse
I 2016 holdt jeg op med at spise eller på anden vis bruge nogen form for produkter, der kom fra dyr. Når man lever i en kultur, hvor et af det store, eksistentielle spørgsmål er, om man skal have and eller flæskesteg juleaften, må en sådan ny begyndelse immervæk forekomme at være en meget radikal forandring i ens liv. Det var nu nok mest i andre menneskers øjne, at det tog sig sådan ud. For mig selv var oplevelsen en anden. Den var mere en følelse af at være kommet hjem; af at have taget konsekvensen af et grundlæggende træk ved hele mit livssyn; af, for nu at blive eksistensfilosofisk, at være blevet den, jeg egentlig er. Følelsen var ikke den af en fuldstændig omvæltning, men derimod af at have fundet fast grund.
Fra barnsben af har jeg haft et anstrengt forhold til den gældende moral, som voksne, fornuftige mennesker tilsyneladende gik rundt og tog som en selvfølge. Det var ikke så meget selve de principper, de fulgte – mit indtryk var, at de fleste vitterlig gerne ville andre det godt, og den var jeg da helt med på. Nej, problemet lå i, hvem disse ’andre’ var. Alle disse gode og anstændige mennesker lod til at tage det som en selvfølge, at ’andre’ betød andre mennesker. Man talte om menneskerettigheder, og når Michael Jackson sang om at gøre verden til et bedre sted, var det for you and for me and the entire human race. For mange lød det tilsyneladende rummeligt, inkluderende og altfavnende. Jeg fik den stik modsatte fornemmelse, for hvad med alle dem, der ikke var mennesker, og som immervæk udgjorde en betragtelig del af indbyggerne på den her planet? Jeg kunne på ingen måde se, at mennesket som art burde have nogen form for moralsk særstatus. Mange lod til at tage det for givet, at det naturligvis var forkasteligt at diskriminere på grund af etnisk herkomst eller køn, og det kunne jeg da kun være enig i, men hvis man syntes, at racisme eller sexisme var et problem, hvordan kunne man så som den selvfølgeligste ting af verden acceptere speciesisme – diskrimination på grund af art?
Hvis man så i mine unge dage spurgte mig, hvad min livret var, ville jeg svare spidstegt lam. Der må man jo så konstatere, at tingene ikke rigtig hang sammen. Hvordan kunne jeg uden videre skrupler spise de afsjælede legemer af væsener, der ifølge min inderste overbevisning havde fuldt så meget ret til livet som noget menneske?
En del af forklaringen er nok den, at vi mennesker ret sjældent er videre konsekvente i vores gøren og laden. Historien kan fremvise mange eksempler på grusomme torturbødler, der samtidig har været kærlige familiemennesker, og selv om sådanne ekstreme tilfælde heldigvis hører til undtagelserne, er det nok de færreste, der lever fuldstændig konsekvent og kompromisløst efter deres idealer.
Nok så væsentligt har det været, at netop måltidet er noget, der rummer meget mere end en banal beslutning om, hvorvidt det lige er det ene eller det andet, der skal på tallerkenen. Mad er kultur, det er noget, der er med til at definere folkeslag og højtider, og der er et væld af minder og følelser forbundet med det, vi putter i munden. Hvis man ændrer på det, er man inde og pille ved en grundlæggende del af det, der gør os til dem vi er, og det ligger dybt i os at gå langt for at forsvare status quo. Samtidig er måltidet også noget, vi gerne deler med andre; når man giver afkald på snart sagt alt, hvad man finder til en typisk julefrokost pånær rugbrødet, har man isoleret sig selv på en tydelig og mærkbar måde. På den baggrund undrer det mig sådan set ikke, at jeg ville gå ret langt for at forsvare noget, der nøgternt set måtte siges at være i temmelig voldsom modstrid med min etiske overbevisning.
Jeg kunne så også læne mig op af den åbenlyse kendsgerning, at forskellige dyr rent faktisk spiser hinanden. Det er svært at hævde, at det er entydigt forkert at gøre et måltid ud af en medskabning, når nu verden tydeligvis er indrettet sådan, at det ikke alene sker, men at det også er en væsentlig drivkraft for udviklingen af det mylder af liv, der findes her på kloden. Men jeg måtte også efterhånden erkende, at argumentet virkede temmelig tyndt, et spinkelt halmstrå at klamre sig til for at forsvare noget, jeg i bund og grund vidste, at jeg ikke kunne forsvare. Én ting er, at nogle dyr jager og æder andre, men at påberåbe sig denne ”naturens orden” for at forsvare, at man opdrætter dyr med det ene formål at slå dem ihjel, fordi man synes, de smager godt – det var, måtte jeg indrømme over for mig selv, indbegrebet af en virkelig dårlig undskyldning. Som nævnt har jeg aldrig kunnet se, at mennesket skulle have nogen form for moralsk særstatus, og de fleste vil vel nok finde tanken om en industri, der bygger på rutinemæssig aflivning af mennesker, ganske rædselsvækkende. En sådan industri bliver ikke mindre frygtelig, bare fordi de tænkende og følende skabninger, der er dens ofre, ikke lige tilhører vor egen art. Med den erkendelse som rettesnor var der kun én mulig vej, hvis jeg skulle være mig selv bekendt: At holde mig fra alle de varer (og det er skræmmende mange), der er produktet af denne industri.
I forhold til mange andre, der er gået samme vej, må jeg nok siges at have haft det let. Jeg var ikke ene om mine overvejelser eller om til sidst at tage konsekvensen af dem – det var noget, jeg kunne dele med min kæreste (denne blogs medforfatter), der ganske som jeg selv havde tiltagende betænkeligheder ved at spise animalske produkter, og det er trods alt lettere at tage det skridt at afskære sig selv fra størstedelen af alle danske middagsborde, når man stadig har muligheden for at dele et måltid med den, man har valgt at dele sit liv med.
Samtidig kunne vi konstatere, at vi var hoppet med på en bølge på et tidspunkt, hvor den for alvor var begyndt at gribe om sig. Der gik nærmest ikke en måned, hvor der ikke kom et nyt, vegansk produkt på markedet, og der kommer til stadighed flere muligheder for at få sig et vegansk måltid i byen. Da jeg i 2019 begyndte på et nyt arbejde, kunne jeg konstatere, at der som en selvfølge var mulighed for at vælge en vegansk menu til julefrokosten, og når der engang skal være folketingsvalg igen, vil Veganerpartiet til den tid være at finde på stemmesedlen.
Mit inderlige ønske er, at denne nye begyndelse for mig kan blive et lille skridt på vejen til en ny begyndelse for verden som sådan. Ikke mindst for dem, der ikke lige er født som mennesker.
