Mareridtet bag økodagen
Forestil dig en forårsdag i en park. Efter en mørk vinter er det endelig blevet vejr til at komme udenfor og nyde solen og den milde luft.
Forestil dig så, at alle dem, du ser i parken, er yngre kvinder. Ingen mænd. Ingen børn. Ingen ældre. Kun yngre kvinder. Det vil virke underligt, ikke?
Det er netop det syn, der venter de mange, der har booket billet til den årlige ’økodag’, der i år falder på den 10. april. Et stort anlagt arrangement, hvor familien Danmark inviteres ud til mælkeproducenter for at ’se køerne danse’, som det gerne udtrykkes. En oplagt familieudflugt, hvor man kan vise børnene, hvor maden kommer fra. De færreste studser formentlig over, at alle de dyr, man ser, er voksne og af hunkøn.
Hvis vi nu vender tilbage til det tænkte eksempel, kan vi forestille os en forklaring: De ældre er blevet slået ihjel. Det er de fleste af mændene også, bortset fra nogle få, hvis sæd bruges til at inseminere kvinderne med. Børnene er blevet taget fra kvinderne kort efter fødslen; hvis pigerne skønnes at være ved godt helbred, bliver de opfostret, så også de kan blive insemineret, når de er gamle nok til det – de øvrige samt drengene bliver ligeledes slået ihjel.
Det lyder som et dystopisk mareridt, men det er præcis det, der er forklaringen på, at der hverken er kalve eller tyre med, når øko-køerne danser på marken. Tyrene er kun relevante som leverandører af sæd. En ko giver kun mælk, hvis den har født, men kalven er i den forbindelse et spildprodukt, som der ikke er nogen grund til at lade leve, medmindre den skønnes at have en fremtid som produktiv malkeko. Og når der ikke længere kan vrides mælk nok ud af koen, er det boltpistolen på slagteriet, der venter.
Enhver mors værste mareridt er at få taget sit barn, men det er ikke kun noget, der gælder mennesker; koen har præcis samme instinktive tilknytning til sin kalv. Og det at ville leve er heller ikke noget, der er særligt for vor egen art. Økodagens dansende køer er et misvisende øjebliksbillede, der taget ud af et hårdt og kort liv. En familievenlig overflade, der dækker over gennemført grusomhed.
