Hjerteløs ordning

I køledisken kan man støde på varer, der er mærket med et antal hjerter. Disse varer har været levende væsner, og hjerterne skal så vise, hvor meget vi har villet gøre ud af deres levevilkår, inden de skulle dø. Så kan vi stå der i supermarkedet, se på udvalget og vælge, hvor mange hjerter vi vil tildele deres jordiske rester i emballerede plastikbakker og bilde os selv ind, at vi træffer gode valg på dyrenes vegne.

Andre varer er ikke udskårne kropsdele, men andet, som vi også synes, at vi kan bruge. Modermælk, som egentlig var til den kalv, koen fik, fordi den blev tvangsinsemineret. Æg, der aldrig ville være blevet lagt, hvis ikke hønsene var avlet til at frembringe alt for mange af dem, og alt for store, så deres kroppe ikke kan holde til det.

Det er muligt, at der er indtil flere hjerter på etiketten. Til gengæld kan man med rette spørge, om vi selv er hjerteløse? Vi stjæler liv, fordi vi har lyst til at spise døde kroppe. Vi fjerner nyfødte fra deres mødre, så vi kan drikke modermælk fra en anden art. Og alligevel kan vi handle med “hjertet”, tror vi. Vi nakker og æder for underholdningens skyld. Fejrer fejt døden, mens dyr forgæves kæmper for deres liv. Vi stjæler levesteder. Og vi ser frem til den dag, vi kan bruge grisehjerter som erstatning, når vores eget hjerte begynder at svigte – vi er så bange for døden, at andre gerne må dø, så vi selv kan leve.

Men undvære flødeskum og bacon? Aldrig i livet, heller ikke selvom det ikke er godt for hjertet. I så fald satser vi på at få et grisehjerte, som kan redde os nogle år ekstra ved det bord, hvor der er dækket op med andres jordiske rester.

Hvor mange hjerter ville du give dig selv for dine valg?

Bragt i Politiken den 29. maj 2022.