Karameltartelet – 7. april
I går skrev jeg om det utroligt lækre stykke foccacia fra bageriet Leve i Malmø. Det er et vegansk bageri, og udover deres brød har de også ret fantastiske kager, der kunne friste. Det gjorde denne her karameltartelet, som det hedder på svensk. På dansk vil vi nok kalde den noget i retning af en mørdejskage med karamelfyld eller en karamelmazarin. Og som man sikkert kan se på billedet, var den på ingen måde en skuffelse, nærmere en rigtig blærerøv af en kage – sådan en der godt selv ved, at den er alt for meget, men hvor man alligevel ikke kan andet end at blive imponeret over den.