Sankt Hans

I går var det Sankt Hans aften, og for mange betyder det en særdeles festlig og hyggelig aften med kød på grillen og bål bagefter. Men for nogle er det langt fra festligt. Bag hver af de kropsdele, der endte på grillen, var et liv, og dertil kommer de dyr, der i vor pressede natur fandt en beskyttet rede, en hule, i form af en bunke tørre kviste og blade, men som er endt med at blive kvalt eller brændt op, da skjulestedet gik op i lys lue, alt imens danskerne stod omkring bålet, rørte af nostalgi og national stolthed, og sang den traditionsrige midsommervise. Et bål, der i øvrigt også gerne er prydet med en dukke af en kvinde, en efterklang af svundne tider, hvor bålene blev tændt for at brænde mennesker levende.

Nogle har måske rystet lidt op i bålet forinden; det har næppe hjulpet stort, det får dyrene til at trykke sig, men ikke nødvendigvis til at flygte. Nogle har måske rent faktisk ulejliget sig med at flytte bålet, lige inden det skulle tændes, men hånden på hjertet – hvor mange har rent faktisk gjort det? Og hvor mange har tænkt, at det var lige meget?

Jeg vil nødigt være en hygge- eller festdræber, men behøver vores traditioner at være så barbariske? Når man tænker efter, så er stort set alle vores traditioner nogle, der altid går ud over dyrene. Ikke bare dem, vi bevidst slår ihjel, fordi vi synes det er så festligt at spise dem, men også dem, der må lade livet som tilfældige ofre for det, vi nu lige synes er hyggeligt.