Omkostninger ved dyrkning af planter
En af de mere spidsfindige indvendinger mod en vegansk livsførelse er den, at den i virkeligheden koster flere dyr livet, end hvis man spiste kød. Synspunktet er bl.a. blevet fremsat af kostvejleder Marie Raes i Information; det er godt nok et par år siden, men indvendingen dukker stadig op ind imellem. Derfor er det også på sin plads at gengive det svar fra undertegnede, som avisen (i let redigeret form) bragte:
Kostvejleder Marie Raes forsøger i Information den 6/1 [2020] at argumentere for, at det ikke er spor dyrevenligt at leve af en plantebaseret kost. Hun har omhyggeligt tilrettelagt sine eksempler: På den ene side de mange dyr, der må lade livet, for at vi kan få high fructose corn syrup, på den anden side en kalv, der har gået på græs hele livet uden at genere et eneste andet dyr.
På den måde er det let at få ret i hvad som helst. Man kan også forsvare mord, hvis man finder den rette brutale diktator at tage livet af. I det aktuelle spørgsmål er sagen bare den, at det meste kød på middagsbordene ikke kommer fra kalve, der har græsset på frodige marker, men fra dyr, der fedes op med dyrkede planter.
Som et ekstra trumfkort hævder Marie Raes, at mennesket er blevet hvad det er, fordi det har spist animalske fødevarer. Rent bortset fra det tvivlsomme i en så generaliserende påstand, er det fuldstændig ligemeget i den aktuelle diskussion. Vi har levet som jægere og samlere, indtil der blev så mange af os, at vi var nødt til at dyrke jorden for at brødføde alle. Et økosystem kan kun bære en begrænset mængde rovdyr i forhold til antallet af planteædere. Det er muligt, at Marie Raes drømmer om at kunne mæske sig i en uudtømmelig forsyning af uroksebøf, men det kræver, at bestanden af mennesker reguleres til nogle få millioner på verdensplan. Eftersom det ikke ligger lige for, er der kun én holdbar udvej: At vi slutter os til planteædernes rækker. At opdrætte de dyr, vi vil spise, afhjælper ikke problemet – de skal stadig have noget at spise, og med alle de mennesker, der er på kloden, kan det kun lade sig gøre ved at dyrke deres foder intensivt. Der er ganske enkelt ikke græsmarker nok på kloden til alle de glade små kalve, der i givet fald skulle til for at vi kunne spise os mætte i dem.
Med andre ord: Hvis man er bekymret over de mange ofre, som dyrkning af planteføde kræver, bør man netop spise planteføde – der skal trods alt dyrkes mindre, hvis vi selv spiser det, end hvis det skal bruges som foder til slagtedyr.
—
Tilføjelse, 22/7-2022:
At emnet er relevant, ikke mindst nu, hvor høsttiden nærmer sig, er indlysende – jævnfør f.eks. en historie som denne:
Bemærk, at der netop er tale om høst af afgrøder, der skal bruges til foder. Det er klart, at risikoen for noget lignende også er til stede ved afgrøder, der ender som menneskeføde – men dem er der ikke brug for lige så store mængder af, så alene derved vil problemet blive mindre.
Derudover er det – uanset hvad afgrøderne skal bruges til – selvfølgelig oplagt, at man så vidt det er muligt forsøger at undgå at skade nogen dyr. Det er rent faktisk muligt at gøre noget:
Til gengæld kan det i sagens natur aldrig undgås, at der er i hvert fald ét offer ved at spise kød – nemlig det dyr, der lægger krop til.
