Fyldte grøntsager – 1. maj

Fyldte grøntsager er altid lækkert, og man kan lave det på flere måder. De bedste fyldte grøntsager, som jeg nogensinde har smagt, har været i Sydfrankrig, hvor det var forskellige grøntsager med forskelligt fyld i hver eneste slags grøntsag, men så avanceret behøver det jo ikke altid at være.

Her jeg har jeg svitset løg, hvidløg, svampe, blegselleri, gulerødder med italiensk krydderiblanding og smuldret tofu. Derefter blev der tilsat tomatsovs og fyldet fra de udhulede squash. Det hele fik lov til at simre lidt og smagt til med salt & peber, inden det blev fyldt i peberfrugter og squash. I fadet kom også nogle bimi (også kaldet aspargesbroccoli) og cherrytomater, som var tilbehøret til denne frokost. Og der blev drysset med gærflager for lidt ostesmag samt rasp for at få en sprød overflade. De fik cirka 20 minutter i ovnen på omkring 200 grader.