Dyrene bliver overset i debat på gården
Hvis man er journalist og dækker valgkampen, bliver det ikke meget bedre: To rygende uenige kombattanter tørner sammen i en ramme, der er så langt fra de polerede TV-studier som tænkes kan, men som til gengæld er taget direkte ud af den ægte, folkelige virkelighed, hvor den almindelige dansker lever, og hvor stemmerne skal høstes: Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, den borgerlige fløjs mediedarling, er på hjemmebane, på intet mindre end den gård, hvor hun selv er vokset op, og som nu ejes af hendes bror – så langt fra de af hende udskældte københavnske saloner som tænkes kan. I det modsatte ringhjørne har vi så Enhedslistens Mai Villadsen, den unge, klimabevidste, ’woke’ og venstreorienterede storbykvinde, som vil begrænse den animalske produktion i landbruget. Kan hun få et ben til jorden herude på det autentiske, jyske bondeland? Man kan næsten høre den overgearede sportskommentators speedsnakkende talestrøm. Rammen favoriserer i den grad Inger Støjberg – til gengæld vil ethvert stød, som Mai Villadsen eventuelt måtte få ind, tælle desto stærkere.
Det er sikkert fantastisk, hvis man tænker i seertal og godt TV. Knap så fantastisk er det, hvis man ønsker sig bare en smule saglighed og refleksion. Og direkte nedslående er det, hvis man bekymrer sig om dem, hvis skæbne det i sidste ende handler om, nemlig køerne.
Inden debatten bliver Mai Villadsen vist rundt på gården. Da hun forsøger at kæle med en ko, trækker den sig væk, og Inger Støjberg er straks klar med en kæk bemærkning: ”Det er fordi, den ved, du vil halvere bestanden. Den tænker: Er det mig, der skal slagtes?”, siger hun.
Her savner man i den grad nogen, der kan sætte Inger Støjberg på plads med det helt indlysende svar: At den skal slagtes, uanset hvad der sker. Ingen ko på sådan en gård kommer til at nyde deres otium. De bliver alle sammen slagtet, så snart de ikke længere kan yde det, der skal til, for at de er rentable. Men Mai Villadsen har tilsyneladende ikke åndsnærværelse til at imødegå Inger Støjbergs fladpandede bemærkning. Måske fordi hun – trods de gode intentioner om at reducere den animalske produktion – også selv er en del af problemet. Hun har muligvis et prisværdigt ønske om en omlægning, der skal modvirke klimaforandringer, men selve det at udnytte dyr lader ikke til at være noget, hun anser for noget, der skal gøres op med. Inger Støjberg giver den hele armen med Morten Korch-sentimentalitet: ” … det er ret vildt at høre, når sådan en som dig siger, at nu skal vi halvere den animalske produktion. Det er jo vores liv. Det er arbejdspladser. Hele grundlaget for min familie og for hele det her område,” siger hun.
Mai Villadsens eneste svar er en spagfærdig bemærkning om, at ”vi kan udvikle landbruget”. Det havde ellers været på sin plads at påpege, at det, som Inger Støjberg kalder ”vores liv” indebærer tusinder af andres død. Det animalske landbrug bygger på en grundlæggende mangel på respekt for liv, og det eneste rigtige vil være, at Inger Støjbergs familie må finde et andet grundlag for deres tilværelse, ét, der ikke bygger på at slå ihjel.
Under selve debatten hævder Inger Støjberg, at hvis Mai Villadsen får magt, som hun har agt, vil det være slut med at have dyr på den gamle fødegård.
Det oplagte svar ville naturligvis være: Så meget desto bedre. Så vil der ikke være flere kalve, der bliver taget fra deres mor, så landmanden i stedet kan tjene på den mælk, de burde have haft. Men nej, i stedet skåler de i mælk foran de kalve, der egentlig burde have haft mælken. Og begge politikere får nævnt Arla som et godt eksempel på at gå foran i den grønne omstilling og belønne dem, der gerne vil omstille sig. Den slags reklame burde politikerne ikke gøre for et firma, der profiterer af dyremishandling.
