Pølsepizza – 11. juli
Så blev det tid til en pizza igen. Denne gang valgte jeg at putte pølser på pizzaen. Jeg havde fundet (i en endnu ikke lukket Irma) dette mærke, som jeg ikke kendte.
Jeg prøvede dem først i en hotdog, men de var desværre ikke så gode, da pølserne er en smule tørre. Så jeg ville prøve at putte dem på en pizza i stedet, og det fungerede til gengæld meget bedre.
Min pizza fik derudover også fyld af tomatpulp, løg, oliven, kapers, hvidløg og så italiensk krydderiblanding. Jeg laver sjældent pizza med ost. Dengang jeg ikke var veganer, ville jeg have tabt underkæben, hvis jeg vidste, at jeg i en nær fremtid sagtens kunne spise pizza uden ost. Faktisk synes jeg, at man kan smage fyldet langt bedre, når der ikke er ost på.