Intet opgør med landbrugets mafiametoder

Efter over en måneds venten og tomgangssnak fra politiske kommentatorer blev der endelig dannet en ny regering. Tiden må vise, om der kommer noget godt ud af det, men inden for landbruget skal vi nok ikke forvente andet end business as usual. Det er muligt, at man vil tale om forandring med mange fine ord, men dyrene og naturen vil temmelig sikkert ikke mærke nogen forskel. For når det gælder landbruget og deres dyremishandling, er det nærmest en naturlov, at de aldrig kan pålægges krav. Det skal altid ske ad frivillighedens vej. Det er en formulering, man gerne hører fra politikere, der er ellers vældig glade for at tale om strengere straffe og om at slå hårdt ned – bare ikke på landbruget. Forestil dig, at du som borger kan indberette skat ad frivillighedens vej, eller hvad med at afsone en dom ad frivillighedens vej?

Hvorfor holder politikerne hånden over en håndfuld landmænd, der udnytter dyrene og ødelægger naturen? Og ikke bare det – hvis de skal lade være, kræver og får de penge fra diverse støtteordninger. Med andre ord er det i sidste ende skatteyderne, der skal betale dem for at lade være med at mishandle dyr og forgifte naturen. Hvis det på en eller anden måde lyder bekendt, er det nok, fordi man har hørt noget lignende fra visse kriminelle organisationer. Det er slet og ret beskyttelsespenge, en regulær mafiametode.

Og så er der jo arbejdspladserne. De skal fastholdes for enhver pris, uanset hvor god mening det ellers ville give at sløjfe dem til fordel for en plantebaseret omstilling. Her har landbruget også særstatus. Det er nok tvivlsomt, om man i andre brancher ville have særlig meget held med at kræve støtteordning og bonus, hvis nye tider kræver, at man omstiller sig. Netop et plantebaseret landbrug ville ellers være en oplagt mulighed netop i Danmark, men i stedet kræver landbruget at blive belønnet for modstræbende at lade sig slæbe med. Det er ikke engang, fordi det animalske landbrug gør noget som helst godt for det danske arbejdsmarked. De såkaldte produktionsgårde bliver typisk opkøbt af udenlandske investorer, og der bliver i høj grad importeret udenlandsk, underbetalt arbejdskraft. Men det er åbenbart alligevel noget, der for enhver pris må opretholdes, og det betyder, at den animalske produktion fortsætter uændret. Det konstaterer Peter Møllgaard, formand for Klimarådet: “De fleste arbejdspladser i landbruget følger nemlig med husdyrene, og hvis arbejdspladserne skal fastholdes, betyder det også, at antallet af dyr skal fastholdes.” Han mener, at vi skal passe på, at vi ikke fastlåser landbruget, som det ser ud i dag.

Klimarådet rådgiver den til enhver tid siddende regeringen i klimaspørgsmål, men når man insisterer på at frede arbejdspladser i landbruget, kan man konstatere, at det er temmelig begrænset, hvor meget der bliver lyttet. Samtidig vil regeringen have, at de penge, som kommer ind fra klimaafgiften, skal føres tilbage til landbruget, og der skal tilføres ekstra støtte til teknologisk udvikling. Ud over at der ikke er lagt op til et opgør med den animalske produktion, vil landbruget altså også få tilført flere penge samlet set.

Så det er måske ikke spor mærkeligt, at landbruget har accepteret afgiften. Eller som en landmand fra Bøvlingbjerg med 400 køer på samvittigheden udtaler: “Når det nu skal være, er vi godt tilfredse med, at hele provenuet skal tilbage til os landmænd.”