TKT-sandwich – 22. juli

Hvad i alverden er en TKT-sandwich? Jo, det skal jeg fortælle dig: Det er næsten det samme som en BLT-sandwich (bacon-lettuce-tomato), men uden skiver af et dødt dyr. Man kan sagtens få samme smag uden den animalske bacon. Desuden får man en god smag i munden over, at man ikke har været skyld i, at et dyr skulle dø bare for at få tilfredsstillet ens smagsløg i et par minutter.

Men hvordan laver man så en TKT-sandwich? Det er supernemt. Du tager et stykke ristet toast, smører det med vegansk mayo, chilisovs eller sennep alt efter præference, og så fylder du det med pandestegte skiver af marineret tofu (jeg brugte et par skiver, som var tilovers fra forleden, da jeg lavede en one pot i ovnen), samt et par blade spidskål og et par skiver tomat. Altså tofu-kål-tomat-sandwich, ikke? Du kan evt. også bruge lidt purløg, hvis du er til pynt og pjank.

Men hvis det skal ligne en BLT-sandwich, hvorfor har jeg så ikke brugt salat? Jo, det skal jeg sige dig: Jeg er ret glad for salat, men når det kommer til sandwich, så holder kål sig frisk og sprød længere tid end et grønt blad, og derfor bruger jeg oftest kål, når jeg tager min sandwich med mig. Desuden giver kål også et lækkert crunch, når du sætter dine bisser i herligheden.