Nu da vi lidt over halvvejs gennem året – 7. august

Som siderne her forhåbentlig viser, så er det at være veganer ikke ensbetydende med, at man må undvære. Og jeg håber, at det er lykkedes mig at vise, hvor enkelt det er veganisere forskellige retter og bagværk.

For mit eget vedkommende – og dette gælder også min medblogger her på Fordring – har jeg nu levet vegansk i 7 år. Dette betyder, at vi nu er vi fuldstændig udsultede, har skørbug og en masse mangelsygdomme. Det er i hvert fald den holdning, vi nogle gange bliver mødt med. Så måske er vi bare to spøgelser???

Men det er faktisk ret skuffende, når man taler med veluddannede folk, der tror, at man uden animalsk protein ikke kan få nogen som helst næringsstoffer. Og vi kan godt blive temmelig overraskede, når vi lytter til de spørgsmål, som vi stadig kan risikere at få fra vores omgivelser selv efter så lang tid: Hvordan får I jeres protein? Spiser I ris? Spiser I nødder? Og hver gang kan vi så forklare, at vi på ingen måde lider af proteinmangel. Og ja, vi spiser gerne både ris og nødder. Det er og har altid været plantebaseret. Selvom tålmodigheden nogle gange godt kan blive sat på prøve med den slags spørgsmål, som vi egentlig troede var indlysende for alle og enhver. Faktisk kan det være chokerende, hvor lidt folk generelt ved om ernæring. Ikke at nogen af os her på bloggen er diætister eller påstår at være eksperter, men vi har da en form for basisviden og opsøger også løbende viden om emnet.

Det kan godt bekymre, at en del mennesker stadig tror, at de har en viden om ernæring, men når man spørger dem, hvor fx protein kommer fra, så ved de det ikke med sikkerhed, andet end at de tror, at det udelukkende kommer fra noget animalsk.

Derfor vil skribenterne på denne blog opfordre dig til at opsøge lidt viden om ernæring. Og måske endnu vigtigere; altid at være kritisk overfor hvad du finder på nettet, fordi det animalske landbrug har sine lange fingre i alt, hvad det er muligt at nå. Fx har mejeriindustrien i mange år haft deres lange fingre i skolebørnene med deres såkaldte skolemælk og også lavet skolemateriale om mælk til skolebørn. Det er jo smart tænkt. Så de kan indoktrinere børn til at blive gode forbrugere af mælk. Og der er selvfølgelig ingen fakta om, hvordan livet reelt er for en malkeko.