Den gode handling: Utilitarismen
Hvordan afgør vi, hvad der er det rette at gøre? Det er et af de helt grundlæggende spørgsmål inden for etikken. Når vi har brug for etiske overvejelser, er det typisk fordi vi står i et dilemma, hvor vi gerne vil vide, hvilket valg, vi bør træffe, eller fordi vi forsøger at overbevise en person om, at det, som vedkommende gør, måske er problematisk. Her har vi selvsagt brug for en forestilling om, hvad der gør en handling god.
En oplagt mulighed er at se på, hvilke konsekvenser en handling har. Det virker ret indlysende, at en god handling må være én, der fører noget godt med sig. Samtidig skal den heller ikke skade andre. Dette er grundtanken inden for den filosofiske retning, man kalder utilitarismen. Ordet kommer af det latinske utilitas, der betyder ’nytte’. Det skal forstås meget bredt – det handler om, hvad der helt generelt medfører gavn og glæde. Utilitarismen som filosofisk retning stammer fra den engelske filosof Jeremy Bentham (1748-1832). Ifølge Politikens Filosofileksikon formulerede han grundprincippet ”den størst mulige lykke til det størst mulige antal mennesker”, men det er faktisk en misvisende gengivelse. Benthams formulering i værket A Fragment of Government lyder: “(…) it is the greatest happiness of the greatest number that is the measure of right and wrong”. Han nævner ikke noget om, at det nødvendigvis kun skal handle om mennesker. Tværtimod – i sit værk An Introduction to the Principles of Morals and Legislation fra 1781 sidestiller han diskrimination på grund af art med racediskrimination:
“The day may come when the rest of the animal creation may acquire those rights which never could have been witholden from them but by the hand of tyranny. The French have already discovered that the blackness of the skin is no reason a human being should be abandoned without redress to the caprice of a tormentor. It may one day come to be recognised that the number of the legs, the villosity of the skin, or the termination of the os sacrum are reasons equally insufficient for abandoning a sensitive being to the same fate. What else is it that should trace the insuperable line? Is it the faculty of reason or perhaps the faculty of discourse? But a full-grown horse or dog, is beyond comparison a more rational, as well as a more conversable animal, than an infant of a day or a week or even a month, old. But suppose the case were otherwise, what would it avail? The question is not, Can they reason? nor, Can they talk? but, Can they suffer?”
Ud fra en utilitaristisk indstilling er etik principielt set en ret enkel sag: Når vi skal bedømme en handling – vor egen eller en anden – må vi se på, i hvor høj grad den gavner og glæder andre, og i hvor høj grad den fører til andres lidelse. Dette princip har også nu om dage sine tilhængere, bl.a. den australske filosof Peter Singer, der i værket Practical Ethics gennemgår en række etiske spørgsmål og giver sine bud på løsninger, alt sammen netop begrundet i den lykke eller den lidelse, der er konsekvensen af et givet valg. Blandt nutidige utilitarister er han nok den, der har haft størst fokus på Benthams pointe om, at etik ikke kun handler om mennesker; vort forhold til dyr udgør en væsentlig del af argumentationen i Practical Ethics og er temaet for et andet af hans værker, Animal Liberation.
Er utilitarismen så alt, hvad vi har brug for, når det gælder etik? Det er der – ikke overraskende – delte meninger om. Det vil vi naturligvis se nærmere på i kommende indlæg her på bloggen.
