Hvad skal du have til aftensmad? – 9. oktober

Nu hvor efteråret for alvor er ved at sætte ind, kunne det måske være rart med en gang suppe til aftensmad? Hvis du endnu ikke har prøvet bønnesuppe, så kunne det måske være et forslag til middagsmaden?

Du svitser et løg sammen med et par stængler blegselleri, et par skiveskårne porrer og et par fed hakkede hvidløg. Når det har fået smule farve og er blevet lidt mørt, tilsætter du grøntsagsfond – evt. din egen hjemmelavede grøntsagsfond – og en dåse flådede tomater samt lidt tomatpuré. Dernæst krydrer du det med salt, peber og hvad du ellers synes, at der skal i sådan en suppe. Det kan fx være oregano og timian. Og lad det så simre lidt sammen med to til tre håndfulde hakket grønkål. Smag til og tjek, om grøntsagerne har den konsistens, som du gerne vil have, og tilsæt til sidst forkogte hvide limabønner fra dåse eller karton.

Server den gerne som her med lidt gærflager drysset over og spis den med et stykke fristbagt brød til.

Skulle du have rester tilbage, så smager den bare endnu bedre dagen efter. Og det er jo skønt at have nem aftensmad i starten af ugen.