Lasagne – 3. december

Der findes allerede så mange gode opskrifter på plantebaseret lasagne, men det gør jo ikke noget at have lidt at vælge imellem.

Før jeg blev veganer, var det typisk de samme to opskrifter, jeg brugte, men nu varierer min lasagne, næsten hver gang jeg laver det. Det er bare endnu en af de ting, der gør, at jeg spiser langt, langt mere varieret, end jeg gjorde tidligere.

Her lavede jeg en lasagne af en tomatsovs bestående af løg, hvidløg, blegselleri, som blev svitset i lidt olie, før der kom tomatpure og tomatpulp i. Da det begyndte at simre, kom der ovnbagte græskar i samt squash og spinat. Det hele blev smagt til med salt, peber og urtesalt.

Så kogte jeg en bechamelsovs på plantemælk (her blev det sojamælk, men andre plantemælk kan også bruges), og smagte det til muskatnød, salt og peber.

Det hele blev lagt i lag med lasagneplader, og til sidst fik det lidt rasp og gærflager på toppen, inden det kom i ovnen, indtil lasagnen var gylden og duftede, så mundvandet løb.

NB! Du kan selvfølgelig bruge vegansk ost i stedet for rasp og gærflager.