Et par enkelte gode nyheder
At bekymre sig om dyrs vilkår kan være temmelig nedslående. Fra alle sider bliver man mødt af en altomfattende ligegyldighed over for, hvordan dyr bliver behandlet, og er der nyt på området, skal man ikke regne med, at det er til den gode side – den nyhed, der på det seneste har fået mest opmærksomhed, er f.eks., at der nu atter er minkavl i Danmark.
Når der så en sjælden gang dukker en god nyhed op – som f.eks. den, at burhønsedrift bliver udfaset – er det gerne noget, der nok så meget udstiller, at hensynet til produktionen stadig bliver vægtet langt højere end dyrenes vilkår.
Skal man finde lyspunkter, der kan hjælpe bare en smule på humøret, er man altså nødt til at lede grundigt og længe og ikke skrue forventningerne for højt op. Et par lyspunkter er det ikke desto mindre lykkedes at finde. Det er betegnende, at det ikke er i Danmark – hvor mangen en politiker ellers har travlt med at bryste sig af vores efter sigende høje standarder for dyrevelfærd – men i dette tilfælde i USA.
For det første er der vedtaget en ny lov, der indebærer, at der ikke længere er noget krav om, at medicin skal være testet på dyr, før den kan afprøves på mennesker. Medicinalfirmaerne har stadig lov til at vælge at gennemføre dyreforsøg, men det er trods alt et vigtigt skridt, at det ikke længere er et krav – at dyr ikke længere skal lide unødvendigt, alene fordi lovens bogstav kræver det.
For det andet har staten New York forbudt salget af hunde, katte og kaniner fra dyrehandlere. Tilsvarende love findes allerede i Californien, Illinois og Maryland. Det sker for at have bedre kontrol med avlen af dyr; samtidig vil det være tilladt for dyrehandlerne at samarbejde med dyreinternater, noget, der forhåbentlig kan skubbe udviklingen i retning af, at man adopterer dyr, der har brug for et hjem, frem for at støtte avlen.
I Danmark gælder noget tilsvarende allerede for hunde og katte, men det er værd at bemærke, at den nye lov i New York også omfatter kaniner. Man kan så håbe på, at den med tiden også kan komme til at omfatte de mange mindre dyr som f.eks. gnavere og fugle, der desværre ofte anses for mindre vigtige at tage hensyn til end hunde og katte.
Små skridt, ja. Men man må søge de beskedne opmuntringer, man nu kan, når man til daglig konfronteres med et samfund, hvis lovgivere aldrig kunne drømme om at gøre noget, der ville krænke Landbrug & Fødevarer, og hvis såkaldte dyrevenner alt for ofte mangler evnen til at se længere end til hunde og katte.