Bekymring for hunden – men hvad med de andre dyr?

I januar-udgaven af DSBs magasin Ud & Se kan man læse en artikel om, hvordan en skilsmisse også kan gå ud over familiens hund. Her kan man læse, at flere amerikanske delstater har vedtaget love eller haft principielle domme, der gør hensynet til hundens tarv til noget, der tæller med, når det skal afgøres, hvem af parterne, der skal have den. Udviklingen ses som udtryk for en tendens i retning af, at dyrs rettigheder i stigende grad ses som et væsentligt spørgsmål, og i den forbindelse omtales den australske filosof Peter Singer. Han sidestiller forskelsbehandlingen af dyr med racisme. Hvis dyr holdes ude af vores moralske fællesskab, er det udtryk for arts-chauvinisme, påpeger han.

Det er bemærkelsesværdigt og opløftende, at Peter Singer får spalteplads i et magasin, der henvender sig til den brede, danske offentlighed, og at hensyn til dyrs tarv bliver behandlet fyldigt som et emne, der skal tages alvorligt. Men indirekte er artiklen også en afspejling af, hvor langt der endnu er. Artiklen handler ene og alene om hunde og bliver dermed selv et eksempel på netop den arts-chauvinisme, som Peter Singer omtaler. Det er en chauvinisme (også kendt som ’speciesisme’, et ord, der i sin tid blev lanceret af den britiske psykolog Richard D. Ryder), der skinner igennem i forholdet til forskellige kæledyr: Her nyder hunde og katte en særstatus, det er foder og tilbehør til dem, der fylder mest i forretninger, der handler med den slags, og det er dem, man kan være sikre på at kunne få kompetent dyrlægebehandling til. De må heller ikke sælges hos dyrehandlere, i modsætning til de mange dyr, der ikke nyder lige så høj status, som f.eks. kaniner, gnavere, fugle eller fisk. Af en undersøgelse fra 2021, foretaget ved Københavns Universitet, fremgår det, at kaniner i høj grad er dyr, der bliver anskaffet til børnene, og 19 pct. af de adspurgte svarede, at de ikke ville søge dyrlæge med en kanin, hvis den blev syg.

Endnu mere grel er forskelsbehandlingen, når hensynet til familiens hund sammenlignes med den generelle ligegyldighed over for de forhold, som produktionsdyr lever under. Der er temmelig sikkert mange af de familier, der ærligt og oprigtigt gennemgår lange og svære overvejelser om, hvad der mon er bedst for hunden i tilfælde af skilsmisse, som uden videre køber en pakke koteletter til aftensmaden i supermarkedet.

Det er selvfølgelig positivt, hvis hensynet til dyr er noget, man rent faktisk tager alvorligt. Men hvis hensynet ikke rækker længere end til familiens hund, er der ærligt talt ikke ret meget at glæde sig over. Det kan de millioner af grise, der lever deres korte og trøstesløse liv for at blive til billig bacon, ikke bruge til noget.