Det egentlige problem: Kød

Under corona-pandemien har vi af gode grunde hørt en masse om de forholdsregler, vi skulle tage for at afbøde smittespredningen. Til gengæld hersker der en slående tavshed, når det kommer til en helt grundlæggende årsag til, at det overhovedet kunne gå så galt.

Vi har ellers prøvet det før. SARS, fugleinfluenza, ebola – det er sket adskillige gange, at en ny virus har spredt sig og kostet et større antal mennesker livet. Og langt størstedelen af tilfældene har én ting til fælles: Der er tale om virus, der kommer fra dyr – og som har haft de ideelle betingelser for at mutere og sprede sig til mennesker: Mange dyr samlet på lidt plads og med tæt kontakt til mennesker. Dertil kommer bakterier, som også rammer de dyr, vi betragter som fødevarer. I en kronik i Aftenposten den 25. marts 2020 påpegede den norske forfatter Erik Martiniussen, at det netop kan være bakterierne, der er årsag til mange dødsfald blandt patienter med COVID-19: Virusinfektionen svækker dem, så de bliver mere modtagelige for en efterfølgende infektion med bakterier. En infektion, der kan bekæmpes med antibiotika – medmindre bakterierne er resistente, et problem, der er udbredt i det hårdt ramte Italien.

Med andre ord: Den grundlæggende årsag til, at sådanne sygdomme rammer os så hårdt, er tvangstanken om, at vi mennesker ikke kan klare os uden at æde dyr. I Danmark bryster vi os gerne af en effektiv fødevarekontrol, og dansk landbrug praler med, hvor lidt antibiotika der bruges, sammenlignet med andre lande. Men det ændrer ikke på, at man rent faktisk anser flæskesteg for så vigtigt, at risikoen for at skabe resistente bakterier er værd at løbe.

Vi kan vælge at blive ved på samme måde: At opdrætte millioner af dyr på samlebånd med det ene formål at æde dem, håbe på, at vi kan holde virus og bakterier i skak og spille overraskede, når det alligevel ikke lykkes. Det svarer til at have et hul i taget uden at gøre andet end at tørre vandet op, når det begynder at regne. Vi kunne også overveje, om ikke vi rent faktisk skulle få lukket hullet og gjort op med den vanvittige idé, at det daglige kød er uundværligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *