Statsminister for dem uden stemmeret
Mette Frederiksen er gevaldig glad for børn. Hun har markedsført sig selv som ’børnenes statsminister’, og hendes første nytårstale, i 2020, handlede om børn, børn og børn. Det er også et sikkert trick, når en politiker skal iscenesætte sig selv som god og kærlig. Hvad enten man er den ondeste dikator eller den flinkeste socialdemokrat, fremstår man som indbegrebet af landsfaderlig eller -moderlig godhed, når man viser sin omsorg for børnene. Det er jo ikke dem, der skal stemme på én, så her kan ens gode hensigter fremstå fuldstændig uselviske og ærligt mente.
Hvis man så er en smule kynisk, kunne man påpege, at forældre, og i det hele taget enhver, der synes at børn er fantastiske, er en vælgergruppe, man nok kunne fiske nogle stemmer fra. Men ret skal være ret: Jeg tror da, at Mette Frederiksen bekymrer sig oprigtigt om børns velbefindende uden skumle bagtanker. Sikkert ud fra en betragtning om, at deres skæbne ligger i vores, de voksne og stemmeberettigedes hænder.
Men hvis hun vitterlig ønskede at være statsminister for dem, der ikke selv har en stemme, er der andre, hun med nok så stor ret kunne give sin opmærksomhed. Nogle, der aldrig når dertil, at de selv får stemmeret. Nogle, der livet igennem er fuldstændig prisgivet os. Nogle, der ikke bliver set som de tænkende og følende individer, de er, men som tal i en statistik; som varer, der produceres og indgår i bruttonationalproduktet, hverken mere eller mindre. Det er dem, hvis ulykke det er, at de er kommet til verden som den forkerte slags. Ikke den forkerte etniske herkomst, ikke den forkerte seksuelle orientering, ikke det forkerte køn – men den forkerte art. Dem, der ikke er mennesker.
Vi kalder dem ’dyr’ og deri ligger, at vi ser dem som mindreværdige skabninger. Men når det gælder intelligens og bevidsthed, ligger en gris på niveau med et treårigt barn og lider fuldt så meget under de overgreb, den udsættes for, som et barn ville gøre. Og modsat børnene bliver overgreb ikke til breaking news i medierne, og myndighederne står ikke klar til at anbringe ofrene i trygge rammer og retsforfølge de ansvarlige. Overgreb som tæsk, timelange transporter og endelig gasning og død er daglig rutine og er baggrunden for hver pakke leverpostej, hver spegepølse og hver flæskesteg, der finder vej til danske frokostborde eller indgår i eksportstatistikken.
Der er sikkert nogle, der ville grine, hvis en politiker skulle finde på at slå sig op på at være grisenes statsminister. Ikke desto mindre er det sådan én, der for alvor er brug for.
