Ret til egen krop, liv og fremtid?

I anledning af kvindernes kampdag den 8. marts har Mette Frederiksen og Pedro Sànchez en kronik i Information. Her beskriver de kampen om grundlæggende rettigheder for kvinder, og hvor vigtigt det er at forsvare dem: “En kvindes ret til at bestemme over sin egen krop – bestemme, om og hvornår hun ønskerat få børn – er helt fundamental.” Og selvom jeg er helt enig, efterlader det mig alligevel med en fornemmelse af, at der er noget, som mangler. For er mennesket virkelig den eneste art, hvis rettigheder vi skal kæmpe for? Jeg så gerne, at Mette Frederiksen og Pedro Sànchez i lige så høj grad kæmpede for dyrenes rettigheder som for menneskerettigheder. Jeg ville ønske, at Mette Frederiksen som kvinde kunne sætte sig i malkekoens sted, når den efter en tvungen inseminering (som teknisk set er voldtægt) bærer på sit barn i 9 måneder for at bringe det til verden. Og derefter går der kun få timer, før hun får taget sin lille baby fra sig. Køer har en stor moderfølelse, og enhver, der har hørt hende kalde utrætteligt på sin nyfødte, har forstået, hvor hjerteskærende ondt det gør på hende at miste sit barn. Alt det bare fordi vi vil have komælk i vores kaffe.

Mette Frederiksen og Pedro Sànchez vil bekæmpe kønsbaseret vold. Og dette er et fint og tiltrængt initiativ, men jeg savner repræsentanter i Folketinget, som kæmper mod den systematiske vold, dyrene i landbruget bliver udsat for. Og som de fleste af os aktivt vælger at lukke øjnene for med den begrundelse, at hvis vi så det og vidste, hvordan dyrene reelt blev behandlet, så ville vi ikke længe være i stand til at købe deres udsavede kroppe.

På samme måde som EU vil stå som garant og være den stærkeste stemme for piger og kvinders rettigheder, så ønsker jeg, at EU tog dyrenes rettigheder lige så alvorligt. Mette Frederiksen og Pedro Sànchez skriver: “Samtidig er kvinder ofte de første, der lider under globale kriser og katastrofer, hvor frygtelige tilfælde af seksuel og kønsbaseret vold typisk stiger markant.” Det samme kan man sige om dyrene. Det så vi ganske tydeligt under corona-krisen. Ikke bare i Danmark men også i andre lande græd landmænd salte tårer over, at de selv skulle slå deres dyr ned i stedet for slagteriet, fordi dyrene ikke kunne blive slagtet. Og herhjemme fik alle ondt af pelsavlerne i stedet for de mange millioner mink.

Jeg ville ønske, at Mette Frederiksen og Pedro Sanchez også ville skrive en kronik, som sluttede sådan her: “Vi vil ikke se tilbageskridt for dyrenes rettigheder i noget globalt forum. EU vil skabe reel forandring for dyrene og have en klar dagsorden for dyrerettigheder samt placere dyrenes rettigheder i hjertet af vores globale engagement. Det vil vi i fællesskab arbejde for.” Den ene kamp for retfærdighed udelukker som bekendt ikke den anden.